Open Air med fest, fadøl og fodboldsnak
Indtryk fra Give Open Air, der fandt sted lørdag under mørke skyer og med solskinsmil, fadøl og fede slanger
Det kan godt være., at der er fodboldfest i Brasilien, men der var musikalsk fest i Give i lørdags.
Og feste kan man godt finde ud af på de kanter.
Nok var der mørke skyer over festivalpladsen, men temperaturen var omkring de 22 grader, solen aldrig langt væk bag de mørke skyer, og der var masser af kolde fadøl, varme festivalburgere og musik i stride strømme.
Men fodbold-VM var nu alligevel ikke langt væk.
“Ville sgu ellers gerne se Brasilien spille i aften mod Chile, men,” sagde Mark Nielsen, der sammen med kæresten Louise var taget fra Vejle til Give.
“I aften skal vi se Christoffer. Han er da også mere lækker end de der splejsede brasilianere,” grinede Louise.
Jubilæum
Det var tiende gang, at Give Open Air fandt sted, og der er nu noget over den lille festival med højt til loftet.
Musik og fest for hele familien er konceptet, og de var der da også alle. De glade børn i hoppeborgene, de lidt for fulde teenagere på vejen hen mod festivalen, de gamle venner ved runde borde, de stærke mænd i øl-teltene, de ældre medborgere i god afstand fra højtalerne og musikerne med spotlight i ryggen. Og til næste år er de der sikkert igen.
Se flere fotos på vejle.lokalavisen.dk