... og turen gik til rådhuset
Borgmesteren tog imod - og studenterne dansede om springvandet
Med fløjter, råb og tågehorn indtog de trapperne på rådhuset og løb op i byrådssalen, hvor borgmester Helle Adelborg ventede med sin tale. Traditionen tro kunne man ikke høre ret meget af den - men så kan vi da fortælle de glade studenter, at borgmesteren havde ¿glædet sig¿. - I er bare indbegrebet af sommer, frihed, lettelse, lys, glæde og fest... - Jeg håber, at I har haft nogle gode år på vores lokale gymnasium, og både som borgmester og bestyrelsesformand på Hvidovre Gymnasium håber jeg, at I vil gå ud og dele ud af jeres gode oplevelser og minder fra gymnasietiden her i Hvidovre. For I er de bedste ambassadører, gymnasiet kan have. Jeres historier er mere værd end de reklamer, man kan købe sig til. Vælg med hjerte og hjerne - Nu står I og skal i gang med et nyt kapitel i jeres liv. Nogle skal i gang med en uddannelse, andre af jer skal ud at arbejde eller rejse. Uanset hvad I skal, så skal I vælge dét, I har lyst til. Det vigtigste er, at I GØR noget og er I GANG... - Vælg uddannelse med hjertet, men hav også gerne hovedet med. Det er smart, at man er nogenlunde sikker på at få et job engang, så man kan forsørge sig selv. Men der ER så mange muligheder for jer unge i dag, så hvis I kan kombinere jeres lyst med dét, I er gode til, så tror jeg, at det nok skal gå jer godt, sluttede Helle Adelborg.