Fortsæt til indhold

Sur smiley til KFUM-spisested

Arkiv
Anette Gundlach

For gamle varer, manglende dokumentation og forkert håndtering af mad gav i sidste uge en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner til forpagteren af KFUM's spisested.
Fødevarestyrelsens kontrollanter fandt både for gammelt slik og søde sager uden holdbarhedsdato på, da kiosken blev tjekket.
Kontrollanterne opdagede også, at stedets eneste håndvask var fyldt op med opvask.
Dette er ikke i orden, da medarbejderne skal have fri adgang til at kunne vaske hænder og madvarer.
Samtidig smurte en køkkenarbejder sandwich med salat og roastbeef og stegte frikadeller på en ureglementeret måde.
En repræsentant fra virksomheden forklarede, at denne var klar over, at det ikke var i orden.
I kiosken kunne man heller ikke dokumentere for kontrol af temperaturer, opbevaring og opvarmning af fødevarer i en længere periode.
Det burde de have haft styr på, forklarede de til kontrollanterne.
Roskilde Avis har forsøgt at få fat i forpagteren af kiosken, men det har indtil videre ikke været muligt.
Se kontrolrapporten her.

ag@roskildeavis.dk