Fortsæt til indhold

Nye hjelme til Universe

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

De seks supervisorer i Universe Science Park tager sig flot ud med deres nye hjelme, når de triller rundt på deres Segways for at hjælpe parkens gæster og sæsonarbejdere.
Det er Jens Matthiesen fra Jønnes Cykler, som har imødekommet en forespørgsel fra Universe og doneret de seks specielle hjelme, som har en farve, der både gør dem synlige og passer til parkens logo. Hjelmene er forsynet med navn og står i øvrigt fint til de nye uniformer.
I 2013 blev parken omdannet til en selvejende fond med et almennyttigt formål, så den kan tiltrække nye samarbejdspartnere. Bitten og Mads Clausens Fond, der grundlagde parken i 2005, spiller stadig en væsentlig økonomisk rolle i driften af parken og dækker således et eventuelt underskud. Andre fonde og virksomheders bidrag vil derfor gå ubeskåret til at udvikle nye områder og aktiviteter i parken.
"Vores opgave er at begejstre børn, unge og voksne for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri. Samtidig er det vigtigt at signalere sikkerhed, og det gør de nye flotte hjelme, så dem er vi rigtig glade for," siger John Becker, projektleder i Universe.

Sådan ser de nye hjelme til oplevelsesparkens seks supervisorer ud.