Politistationen er blevet passiv
Efter renovering er Vejles politistation gået fra ’klimakriminel’ til energivenlig
En horde af uniformerede betjente, vicedirektøren for bygningsstyrelsen og en mand med et vigtigt certifikat står i en parkeringsbygning. Egentlig skulle bygnings-, energi- og klimaminister Rasmus Helveg Petersen også have været tilstede, men han havde fået travlt med vækstforhandlinger.
En ældre betjent sidder ved et keyboard og spiller elevatormusik, mens flere betjente tager for sig af sandwiches, kager, sodavand og kaffe. Et meget kedeligt og skrabet betonrum til en reception. Men måske passer det spartanske udseende meget godt til netop denne reception. Den handler nemlig om at skrabe det overflødige væk - den overflødige energi - for Vejle Politistation fyrer ikke længere for gråspurvene efter en ny renovering. Ikke nok med det - til denne reception bliver Vejle Politistation landets første politistation til at få certificeringen 'passivhus'.
Manden med det vigtige certifikat hedder Søren Pedersen og kommer fra passivhus.dk, der uddeler certifikater til bygninger, der er særligt klimavenlige. Under hele processen har passivhus.dk tjekket tegninger og beregninger igennem for at sikre sig, at alle kravenene til certificeringen var opfyldt.
Kriminel station
Det hele startede med, at bygningsstyrelsen tilbød at renovere Vejles Politistation, fordi bygningen nærmest var 'kriminel', når det kom til energispild. Den blev bygget tilbage i 1980 og havde inden renoveringen energimærket 'E', der ifølge vicedirektøren for bygningsstyrelsen, Kristian Lyk-Jensen, svarer til cirka 00 på karakterskalaen.
Et venligere ansigt
“Vi sagde meget hurtigt ja, da vi fik tilbuddet. Det er sund fornuft at spare energi, og det hænger godt sammen med, at vi hos politiet godt kan lide at gøre gavn for samfundet på flere måder. På grund af besparelserne giver det os samtidig råd til en generel fornyelse af stationen, som har været tiltrængt,” siger Helle Kyndesen.
Hun fortæller, at politistationen nu har fået et langt venligere ansigt og mere behageligt arbejdsmiljø.Kristian Lyk-Jensen er også personligt glad for resultatet af renoveringen, sagde han på talerstolen.
“Vi er stolte over den her bygning, som vi nu ser som et eksempelbyggeri,” siger han.
Renoveringen vil give en besparelse på 400.000 kroner om året.