Fortsæt til indhold

Street soccer vokser i Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: 46 børn og unge fra Helhedsplanen har været afsted til street soccer stævne i Ringsted.
De unge spillede mod 15 andre hold, og de kæmpede sig alle til flotte placeringer. Det er det største antal spillere, Helhedsplanen har sendt afsted til turnering og illustrerer fint, hvordan street-soccer i Helhedsplanen har skabt fællesskab og oplevelser for en stor gruppe af unge.
- Street-soccer er blevet stort i Helhedsplanen. Der er etableret hold i alle fire boligområder, og hvor der sidste år kun kunne samles enkelte hold fra Hastrupparken, blev der i år sendt hold afsted fra Søparken, Karlemoseparken og Hastrupparken, fortæller Tværgående Børne- og Ungekoordinator i Helhedsplanen, Pia McKee.
- Vi forsøger at dække de unges umiddelbare behov for at udfolde sig fysisk og socialt i boligområderne. På samme tid vil vi gerne vise vejen til idrætsforeningerne og livet i og omkring Køge og det er præcist det, street-soccer lykkes med, fortæller Pia McKee.
- Når de unge vinder turneringer, og har det sjovt med andre unge, som de møder på banen, får de lyst til flere af den slags oplevelser. Og det kan vi hjælpe dem med, fordi vi samarbejder med f.eks. Rishøj Boldklub og Køge Boldklub. Samarbejdet er en af hjørnestenene i Helhedsplanens arbejde med de unge, forklarer Pia McKee.
Det handler ifølge Pia McKeeom at udvide de unges sociale netværk, skabe rammer om en sund livsstil og styrke de unges tilknytning til demokratiske institutioner.

Stor integrationssucces

Arbejdet med at skabe kontakt mellem de unge og de etablerede klubber går ret godt ifølge Sekretariatsleder i Helhedsplanen, Rami Panduro Zouzou.
- Siden vi startede dette arbejde, har der været en rivende interesse blandt de unge for at komme ind i klubberne. I løbet af de sidste seks måneder har vi mærket en stigende interesse for foreningslivet blandt involverede spillere og fået tilknyttet over 20 spillere til klubberne. Det er opløftende, at vi kan se, at det forholder sig sådan, som vi hele tiden har troet, nemlig at de unge gerne vil deltage i foreningslivet. De sociale og andre barrierer, de unge løber ind i, kan vi så i Helhedsplanen være med til at nedbryde, forklarer Rami Panduro Zouzou.
Turneringen i Ringsted var en stor succes for de deltagende unge.
- Når de møder andre unge med andre baggrunde lærer de også at begå sig i andre sociale sammenhænge end dem, de kender, siger hun.
- Derudover er det jo også bare sjovt, og det er mindst ligeså vigtigt. Det var en fornøjelse, at opleve deres nysgerrighed, glæde, iver og kommunikation på tværs af byer og boligområder, siger Pia McKee.
Ud af de ni hold, som Helhedsplanen sendte afsted til Ringsted, kvalificerede fire sig til DM i Street-soccer, som afholdes den 2. august på Rådhuspladsen i København. Alle repræsenterede boligområder fik en 1. plads med hjem.
pm