Fortsæt til indhold

Afspændings-pædagogen fik en idé

Nu skal hun give gode råd til hele Frydenhøjskolen

Arkiv
ark

- Vi har en kvinde ansat som afspændingspædagog i K-klasserne. Hun har selv foreslået, at ændre nogle arbejdsopgaver og tilbyde hjælp til andre elever på skolen. Uanset om man har en opmærksomhedsforstyrrelse eller man har svært ved at sidde stille på stolen, fordi motorikken ikke er helt udviklet, kan afspændingspædagogen give gode råd, siger skoleleder Gerhard Grubb Waaentz. Det er meningen, at afspændingspædagogen skal bruges til vejledning af lærerne samt evt. nogle motoriske forløb med nogle elever. Derudover er lærerne i dette skoleår blevet uddannet i klasseledelse for at supplere med værktøjer til den daglige undervisning af klassen. En del af forløbet var, at den enkelte lærer blev observeret i egen undervisning og efterfølgende fik feedback på specifikke områder omkring klasseledelse, som læreren inden observationen selv havde valgt. Ansætter ekstra pædagog Man opgraderer AKT-beredskabet fra to til tre lærere, og man arbejder videre med skolens egen trivselspolitik. - Vi har bl.a. valgt at ansætte en ekstra pædagog, der skal fungere på tværs af de kommende 0. klasser (tre spor -red). Pædagogen skal også en gang imellem trække enkelte elever fra klassen, hvis det bliver nødvendigt. - Derudover har vi besluttet os for at gå fra klasseteams til årgangsteams. Årgangsteams medfører at den enkelte lærer så vidt det fagligt muligt vil være koncentreret på et klassetrin, for at kunne opnå et større kendskab til de enkelte elever og dermed forhåbentlig også højne graden af inklusion. Når der på sigt er færre lærere omkring det enkelte barn, skulle det gerne medføre, at barnet og forældrene oplever, at barnet bliver mødt der hvor det er, siger Gerhard Grubb Waaentz.

Afspændingspædagogen på Frydenhøjskolen skal efter sommerferien hjælpe elever og lærere på skolen.