Ud i livet med styr på pengene
Årets studenter springer ud, og uanset om næste fase er sabbatår eller uddannelse, er det vigtigt at få overblik over økonomien
For mange tusind unge er studenterhuen i disse dage symbolet på, at en ny verden venter. Farvel til mange års skemalagt skoledag – og goddag til et voksenliv fuld af muligheder. Nogle skal allerede efter sommerferien begynde på drømmeuddannelsen og skal måske flytte til en anden by. Andre har brug for et sabbatår for at komme ud at rejse eller måske tage på højskole.
Uanset hvad der skal ske, er økonomien en vigtig del af planerne, og det kan godt virke lidt uoverskueligt.
Er du en af årets studenter, er det bedste råd til dig om økonomi derfor, at du laver en aftale med din bankrådgiver for at få et overblik over den økonomiske virkelighed, du står i nu. Hvis du ikke allerede bruger netbank, er det også oplagt at komme i gang med det.
Dyrt at flytte hjemmefra
Hvis du står overfor at flytte hjemmefra, får du for alvor egen økonomi, og du vil sikkert opdage, at der er flere udgifter, end du havde regnet med. Der skal sættes penge af hver måned til strøm, varme, transport og forsikringer samt selvfølgelig husleje, mad, tøj, mobil og internet. Og så skal der helst også gerne være penge til fornøjelser. Det er også fornuftigt at sætte lidt penge af til uforudsete udgifter, så en cykelreparation for eksempel ikke sprænger budgettet.
Budgettet er nøgleordet her. Du kan få hjælp i banken til at lægge dit første budget. Brug bankens digitale budgetværktøj, der gør det hele mere overskueligt, eller du kan finde forskellige skemaer på internettet.
Husk også, at selve din flytning også kræver en del udgifter. Du skal oftest betale indskud eller depositum til en lejlighed, og måske skal du også ud at købe møbler, gryder, kopper og meget mere. Så der kan let ryge en god portion penge på etablering.
Med hensyn til forsikring er nogle unge dækket af forældrenes husstandsforsikring i de første år. Men tjek det – især hvis du deler en lejlighed med andre. Hvis du flytter sammen med en kæreste, skal I have jeres egen forsikring.
Sabbatår og rejselyst
Er du en af de mange unge, der har valgt at tage et sabbatår, skal du også tænke på penge. Især hvis du gerne vil bruge en del af året på at rejse. Det er dyrt og kræver, at du enten får et job, hvor du kan tjene nok penge til at spare op, eller har pengene allerede, måske fra en børneopsparing.
Når du skal afsted, er det en god idé at have to hævekort med, typisk et Visa/Dankort og et MasterCard for at være sikret.
Husk at have mobilbank på din telefon, og husk dit NemID-nøglekort, så du altid kan logge på din netbank. Og sørg også for at have en rejseforsikring. Måske er du dækket gennem familiens husstandsforsikring. Ellers kan du måske vælge et MasterCard med rejseforsikring.
Det er også vigtigt at være opmærksom på de nye SU-regler. Reglerne er nemlig blevet strammet, og holder du mere end to sabbatår, mister du retten til at tage et ekstra år på den videregående uddannelse, du har valgt.
Hvis du ikke klarer uddannelsen på normeret tid, falder hammeren således, idet der ikke er ikke mere SU. Du mister altså en indtægt på 70.000 kr. og må enten arbejde eller låne for at betale de daglige udgifter.
Der er altså meget, du skal have for øje, når du vinkler farvel til mange års skemalagt skoledag og siger goddag til et voksenliv fuld af muligheder.