Fortsæt til indhold

Liv er bedste student på Kolding Gymnasium

Liv Moretto Sørensen blev i mandags student med et snit på 12,1

Arkiv
Anne Andersen

“Jeg er da glad og stolt, men jeg havde ikke lige set det komme”, lyder det beskedent fra Liv Moretto Sørensen der i mandags kunne sætte studenterhuen på hovedet og fejre et gennemsnit på 12,1.
“Hvis jeg søger ind på en videregående uddannelse indenfor de næste to år, så kan jeg søge ind med et snit på 13,0, så det gør jeg nok”, smiler den nykårede student.

Snittet på 13,0 skyldes at unge der læser videre indenfor to år, kan gange deres oprindelige gennemsnit med 1,08.
Liv er ikke bare den elev der har det højeste snit i sin klasse, men på hele skolen. Alligevel er hun ydmyg omkring resultatet:
“Der er faktisk flere fra min klasse der kommer ud med meget høje gennemsnit, så vi ligger tæt på hinanden”.

Liv har brugt en del af skoleåret på at deltage i en konkurrence for unge forskere, og i november sidste år blev hun kåret til årets forskerspire:
“Jeg havde egentlig troet, at jeg ville få nogle lidt lavere årskarakterer, da jeg har brugt meget tid på konkurrencen, men det gjorde jeg altså ikke”.

Nu står de næste dage på fest og fejring, derefter et sabbatår, inden Liv skal finde ud af, hvad de gode karakterer skal bruges til i fremtiden.