Fortsæt til indhold

Saltvand og spildevand smager helt fint

Anna Louise Todsen fra Sønderborg var blandt 130 deltagere i ‘Water is Life’ konference i Singapore

Arkiv
Arkiv

Sønderborgpigen Anna Louise Todsen er - sammen med tre kammerater fra Eisbjerghus Internationale Efterskole i Nr. Åby - netop kommet hjem fra Singapore, hvor hun både har smagt på renset spilde- og saltvand. Det drikker de nemlig i den asiatiske ø-stat, hvor 130 unge fra 15 lande mødtes på konferencen 'Water is Life'.
Anna Louise og de øvrige unge deltagere mellem 14 og 18 år blev tiltalt 'Future leaders of the world' – fremtidens verdensledere - af professorer, en FN-rådgiver og ambassadører. Med andre ord var det blomsten af verdens ungdom, som var samlet for at sætte fokus på de problemer, som op mod halvdelen af verdens befolkning har med at skaffe rent drikkevand.
Alle deltagere havde forberedt en præsentation om vand. Nogle stod på den store scene og viste deres projekt for hele flokken, mens andre – som Anna Louise – præsenterede deres 'Water is power' direkte overfor dommerpanelet, som bestod af professorer, ingeniører og repræsentanter for industrien.

Asiaterne imponerede

”Vi vandt ikke noget, men jeg synes alligevel jeg fik en masse med dernede fra. Der var nogle virkelig flotte præsentationer fra de andre unge – især de asiatiske – og foredrag med professorer om vandproblemer. Det var rigtig spændende,” fortæller Anna Louise.
Den store pris – et scholarship til Raffles Institution - gik til to piger fra Thailand, og den danske delegation var enige om, at pigerne havde mere brug for det end dem, som har adgang til gratis uddannelse i Danmark.
På konferencen blev Anna Louise blandt andet klogere på, hvordan Singapore er godt i gang med at finde nye løsninger på deres problemer med at få rent vand. En af dem, han også smagte på, hedder Newater og er en ny filterteknologi, hvor spildevand renses, så det kan drikkes. En anden teknologi omdanner saltvand til ferskvand og er nu så benyttet, at 30 procent af Singapores vand er 'afsaltet' saltvand, og Anna Louise fortæller, at det smagte fint.
Udover det høje faglige niveau, som imponerede hende, gjorde kulturmødet også stort indtryk på pigen fra Sønderborg.
”Det var virkelig fedt at være samlet med unge fra hele verden. Vi boede sammen og skulle samarbejde med dem, blandt andet på et løb rundt i Singapore. Jeg var overrasket over, hvor ens vi egentlig var,” smiler hun.

Anna Louise Todsen og hendes kammerat giver én fra dommerpanelet deres perspektiv på, hvorfor vand historisk set har givet magt rundt omkring i verden.