Fortsæt til indhold

KIF og KB hyldet på rådhuset

Holdene blev hyldet på grund af deres oprykninger

Arkiv
Arkiv

Efter sommerferien har Kolding hele to herrehold i 2. division i fodbold, da både KIF og KB er rykket op fra Danmarksserien. Derfor blev begge hold torsdag hyldet på rådhuset for deres indsats.

”Normalt er det kun guld, vi markerer her i byrådssalen. Men vi føler, at vi med de to flotte oprykninger er vendt tilbage på fodboldlandkortet, og det bør da fejres og markeres med stolthed”, sagde borgmester Jørn Pedersen.

For klubberne deltog i alt 38 spillere og ledere i markeringen og alle fik en lille gave med hjem som påskønnelse for deres store indsats, og borgmesteren roste dem for at det havde været spændende at følge med i foråret.

”KIF, I gav den fuld gas fra starten af, toppede rækken og adskillige spillerunder før sæsonafslutningen var oprykningen i hus. KB, I havde timet det lidt mere. For I holdt spænding hele vejen igennem, lige indtil sidste runde, hvor oprykningen var hjemme, og I kunne feste igennem. Stort til lykke med begge oprykninger”, sagde Jørn Pedersen.