Byrådspolitikere på studietur i København
En længe aftalt studierejse til København blev i sidste uge en realitet for de fleste af kommunens politikere
Der var spændende ting på programmet, da de fleste af kommunens politikere og andre embedsmænd torsdag og fredag var på studietur i København.
”Vi skal som det første besøge Christiansborg, hvor vi får en rundvisning af Hans Christian Thoning,” fortalte borgmester Erik Buhl over telefonen, netop som byrådsmedlemmerne var på vej ind på Christiansborg.
“Her blev de vist rundt af den lokale Venstre-mand, Hans Christian Thoning, som kunne fortælle spændende historier om dagligdagen i det store hus.
”Vi har også været så heldige at få en aftale med Bjarke Ingels, som jo har tegnet Tirpitz-museet i Blåvand. Han er i Danmark seks-syv dage om året, og det har lige passet ind i vores besøg i København, så det glæder vi os til,” fortæller borgmesteren.
Bjarke Ingels holder til i en bryghal i Vanløse. En hal der imponerede deltagerne på turen.
Derudover var der også planlagt et besøg i KL-huset, inden aftenen blev brugt på et besøg i Tivolis Glassal og København by night på egen hånd. Næste dag var der igen planlagt spændende besøg, inden deltagerne kunne vende hjem til Vestjylland. Også kærester og koner var, for egen regning, inviteret med.