Fortsæt til indhold

Festivalens forbrydelser

Hyggen omkring Dyrskuepladen er knapt kommet i gang, og allerede fylder den godt hos politiet

Arkiv
Arkiv

Vold, hærværk, tyveri, falske penge og andet bedrageri.
Roskilde Festival forbindes generelt med smil og glade mennesker, men i ny og næ viser den sig fra sin mørke side.
Bare imellem søndag og mandag har politiet modtaget op mod en snes anmeldelser om kriminalitet, der synes at kunne kobles til festen ved Dyrskuepladsen.
Blandt henvendelserne til ordensmagten var der heldigvis kun en enkelt, der handlede om, at nogen var kommet til skade som følge af en kriminel handling.
Her var der tale om en 18-årig mand fra Kr. Hyllinge, der var kommet gående gennem campingområdet, da en ukendt gerningsmand pludselig slog ham i hovedet med en campingstol.
Slaget med stolen betød, at den 18-årige måtte en tur på skadestuen, hvor han blev behandlet for en brækket næse og skade på tænderne.
Politiet er stadig i gang med at efterforske sagen.

Mor på sagen

Langt hovedparten af anmeldelserne omhandler tyverier.
I de fleste tilfælde er der tale om sager, hvor langfingrede personer har udnyttet, at folk kiggede bort fra deres ejendele i et øjeblik eller to.
I en enkelt sag gik det dog anderledes voldsomt for sig.
Her sad tre veninder på en bænk, da de blev antastet af en udenlandsk kvindelig pantsamler, der tiggede voldsomt om at få noget mad.
Pigerne forsøgte at tale med damen, men pludselig kom tre udenlandske mænd forbi, der rakte indover veninderne, så de var ved at vælte.
I forvirringen lykkedes det tilsyneladende mændene at stikke af med en Iphone, der lå ved pigerne.
Med hensyn til de falske penge, var der tale om hjemmelavede 1.000 krone-sedler.
Politiet har ikke anholdt nogen i sagen.
Hærværket drejede sig om en 17-årig dreng fra Jyllinge, der valgte at danse på en bil.
Han blev anholdt, og hans mor er underrettet.
hw