Fortsæt til indhold

Han udviklede Jyllinge

Arkiv
Erling Pedersen

Når Jyllinge i dag har attraktioner som hallerne og Gulddyssegård, skyldes det især en flok ildsjæle, der med et kæmpemæssigt frivilligt arbejde ville skabe et lokalt samfund, som var mere end sovende parcelhus-kvarterer. Den mest ihærdige blandt disse er den nu 77-årige Torben Sønderskov. Den tidligere mekaniker, der siden læste til elektroingeniør og blev leder i Danfysik, kom oprindelig fra Århus, men har siden 1961 været med til at sætte sit præg på den gamle fiskerby ved Roskilde Fjord. I 1968 sad han sammen med 3-4 andre, og de blev enige om at starte en forening, der skulle sørge for at få bygget en hal. Da de havde fået en byggetilladelse på en grund, begyndte de at tegne anparter, men det gik langsomt. - Så opfandt vi ålefesterne, der foregik den første weekend i juni, første gang i 1969 og i de følgende 10 år. Folk strømmede til i tusindvis, og i løbet af disse år fik vi samlet over en million kroner, hvilket var mange penge dengang. - Så vi fik penge til at bygge den første hal i 1971, hvor arkitekter og ingeniører arbejdede gratis. Håndværkere byggede selv hallen, men gulvet blev også lagt af frivillige. To år efter kunne vi udvide med en lille hal ved siden af. - I 1978 startede vi så også byggeriet af en svømmehal, som mange i området stadig nyder godt af. Jyllinge-hallerne ejes stadig af den forening, vi startede, men får tilskud af kommunen, beretter Torben Sønderskov.

Gulddyssegård

I 2002 havde den daværende Gundsø kommune købt den 200 år gamle Gulddyssegård og gennemførte en nødtørftig reparation af stuehuset for at oprette akut-boliger til husvilde. Så fandt Torben Sønderskov og andre aktive ud af, at her burde i stedet være et lokalt kulturcenter. - Jeg inviterede mig selv på kaffe hos daværende borgmester Evan Lynnerup, og i løbet af et kvarter var han også overbevist, fordi han vidste, vi var seriøse folk, der kunne gennemføre det. Siden har et sjak på 11-12 ældre herrer, der alle har en baggrund som håndværkere og teknikere haft travlt med at ombygge den gamle gård, hvor alle fire længer nu er sat flot i stand. - Vores gennemsnitsalder er vel snart oppe på 73, men vi arbejder godt sammen og klarer det hele, bare vi får en ostemad og en enkelt øl, forklarer Torben Sønderskov. Pengene har de hentet hos en lang række forskellige fonde, der også godt kunne se det gode formål med at skabe denne ‘kulturgård’, hvor der både er galleri, billard-stue og andre gode aktiviteter. Foreningen bag har nu over 200 medlemmer, hvoraf mange kommer flere gange om ugen.

Bagved gården har det frivillige gubbesjak opført en naturskole, som kan bruges af de fire skoler fra Jyllinge, Gundsømagle og Gundsølille.

Naboens datter minister

Gubbe-sjakket har senest opført en bygning til naturskole lige bag gården, ud mod den nærliggende skov og Værebro Ådal. Her kan elever fra de fire skoler i Jyllinge, Gundsømagle og Gundsølille nu udfolde sig med aktiviteter i det fri. Den blev indviet for nylig at undervisningsminister Christine Antorini, der selv kommer fra Jyllinge. - Faktisk er det naboens datter, og jeg har kendt hende fra lille. Så det var sjovt, at hun også ville være med, men naturskolen svarer jo også til nogle af de nye ideer, der nu er med Folkeskolen, siger Torben Sønderskov. tk