En million og en kreative idéer
En blandet landhandel ville nogle nok kalde Butik Torvet ved rundkørslen i Skibby. Men hvad er det egentlig for en butik? Og hvem er ejerne bag? Lokalavisen har været på besøg
Brugskunst, smykker, møbler, restpartier, maling, plejemidler, galleri, legeplads og gratis kaffe. Det er blandt andet nogle af de ting, der findes i Butik Torvet ved rundkørslen i Skibby. ”Vi har en million og en kreative idéer,” siger Michael Christensen, der ejer stedet sammen med sin søster Henriette Nielsen. Michael Christensen driver også skilte og reklamevirksomhed i et lokale i butikken, hvor faren Jørgen Christensen også er ansat til at varetage diverse opgaver. Kunstneren Dorthe Themsen har på frivillig basis atelier i kælderen og sørger for, at der er udstillinger og ferniseringer med forskellige lokale kunstnere hver måned. Ifølge Michael Christensen er deres hyperkreativitet årsagen til, at de finder og sælger så mange forskellige og anderledes ting, man ikke kan finde andre steder. For eksempel har han lavet et gammelt elskab og en tørretumbler om til et bord, og i øjeblikket er han ved at lave lamper af et trommesæt.
Sjove idéer
”Jeg får hele tiden mange sjove idéer, og det her er en hurtig måde at få dem direkte ud til forbrugerne,” vurderer Michael Christensen. Henriette Nielsen står primært for møbelpolstring, og i butikken står der blandt andet to antikke franske stole, som hun har forgyldt og polstret. Og netop Henriettes sans for møbelpolstring var en af grundene til, at de startede butikken på torvet ved rundkørslen for godt et halv år siden. Først holdt de til i et tomt lokale på torvet i Bymidten med at lave en julestue med mekaniske nisser op til jul, og i den forbindelse reklamerede Henriette for sin møbelpolstring. Hendes kalender blev hurtigt fyldt op, og fem mennesker havde lyst til at starte noget mere vedvarende op med dem. De kiggede på tomme lokaler rundt i Skibby og søgte om de store lokaler på torvet ved rundkørslen. Ifølge Michael Christensen hedder forretningen Butik Torvet - Et Microshoppingcenter, fordi de er Danmarks mindste shoppingcenter. ”Vi har lidt af det hele, som de har i et storcenter, og derudover holder vi også torve- og loppemarkeder. På torvemarkedet er der forskellig underholdning, og næste gang lørdag den 26. juli er temaet muskelkraft og krom.
Genbrug og miljø
Michael Christensen og Henriette Nielsen er vokset op med, at man skal genbruge og passe på miljøet. ”Vi kommer fra fattige kår, hvor man ikke smider ting ud, men reparerer det, der er gået i stykker,” siger Michael Christensen og Henriette Nielsen supplerer: ”Vi prøver også at undgå unødig kemi.” Derudover er butikken et sted, hvor selvstændige kan leje sig ind og sælge deres ting. ”Jeg har et håb om, at lokale småvirksomheder og hjemmebutikker kan vise deres ansigt i vores butik. Mange sælger kun via hjemmesider, men her er der mulighed for, at kunderne fysisk kan se deres produkter,” siger Michael Christensen og tilføjer, at man også bare kan hænge ud i sofaerne og snakke og drikke en gratis kop kaffe, og børnene kan lege i legehjørnet, hvis det er det, man har lyst til.