Spejdere laver kalender
Hercules spejderne står bag en helt ny familiekalender
spejderliv Når lille syvårige Kathrine i slutningen af året trækker i spejderuniformen for at sælge kalender til Kolding-borgerne – så er det et helt nyt produkt, hun har med under armen. De 60 aktive Hercules-spejdere i spejderhytten på Floravej omdanner den traditionelle lokalhistoriske kalender, som spejderne hvert år sælger, til en moderne familiekalender for Kolding.
“Vi har siden 1992 udgivet en lokalhistorisk kalender, som mange borgere har støttet op om. Vi har nu valgt at slå et endnu større brød op og lave en egentlig familiekalender for Kolding” siger Thomas Augustinussen, formand for bestyrelsen i Hercules. Kolding Kalenderen 2015 vil fortsat vise lokalhistoriske billeder med tekst fra Lokalhistorisk forening. Men den vil være dobbelt så stor, så familier kan vælge at bruge den til at holde styr på hverdagen.
Kalenderen sælges af udvalgte forretninger og museer og spejderne selv. Men for at sikre et størst muligt overskud til det gode spejderarbejde søges der sponsorer til kalenderen. Interesserede kan kontakte mailadressen: kent@mtcgrafisk.dk