Skovvænget hyldet med film og bog
At overskue et kvart århundrede kræver en rigtig god hukommelse, men nu bidrager både en film og et jubilæumsskrift til at fastholde de seneste 25 års udvikling på bostedet Skovvænget i Kolding.
25 års-jubilæet på bostedet for udviklingshæmmede blev markeret ved en reception 19. juni for beboere, pårørende, medarbejdere og andre samarbejdspartnere. Ved samme lejlighed blev filmen og jubilæumsskriftet præsenteret.
”Da vi nærmerede om 25 års jubilæet, begyndte vi selvfølgelig at kikke i vores gemmer for at se, hvad der er sket gennem årene. Her fandt vi bl.a. 16 VHS-bånd, som medarbejdere og beboere har lavet gennem årene. De mange optagelser har vi nu med hjælp fra en studerende fra Hansenberg fået kogt ned til en film på en halv time, som giver et spændende indtryk af Skovvængets udvikling,” fortæller bostedets leder Linda Ruby.
Filmen blev vist ved receptionen, hvor også et jubilæumsskrift blev præsenteret. I hæftet fortæller beboere, pårørende og medarbejdere i personlige beretninger om Skovvænget gennem 25 år.
”Jubilæet har været en god anledning for os alle til at reflektere over den udvikling, der er sket. Skovvænget er jo et af de bosteder, der blev oprettet, da åndssvageforsorgens store institutioner for udviklingshæmmede - f.eks. Koldingfjord og Brejning - blev nedlagt og erstattet af bosteder i lokalsamfundet, hvor de udviklingshæmmede med støtte kunne leve et mere selvstændigt liv. Vi startede med otte boliger omkring et fælleshus, og senere er der kommet yderligere 12 satellitboliger til inden for gåafstand af fælleshuset,” forklarer Linda Ruby.
Ved receptionen kunne gæsterne købe lodder i beboernes tombola. Gevinsterne var sponserede gaver, som de udviklingshæmmede selv havde skaffet. Overskuddet skal bruges til at købe en digital tavle til Skovvænget.