Fortsæt til indhold

Nummer fem ud af 111 klasser

7.C fra Ulkebøl Skole fik noget at rive i i Sorø

Arkiv
Arkiv

I går tirsdag den 17. juni kl. 06.45 drog 7.C Natur og Bevægelses klassen fra Ulkebøl Skole mod Sorø for at deltage i årets landsfinale om at vinde titlen som Danmarks Stærkeste Klasse i roning.
Klassen havde kvalificeret sig til finalen i en tid på 15 minutter og 40,5 sekund for 4.000 meter, men denne tid skulle forbedres væsentligt for at ende øverst på podiet, og klassen havde derfor været nede i Sønderborg Roklub for træne, især skiftene på romaskinen.
Alle var i højt humør, da bussen rullede ud fra p-pladsen ved Ulkebøl Hallen - klar til at give den gas i Sorø.
Ved ankomsten til Sorø, blev der slået 'lejr', og opvarmningen gik i gang. Den endelige rækkefølge hvori eleverne skulle ro blev sat og afprøvet, så alle var klar på deres opgave til konkurrencen.
Et par af eleverne fik hurtigt spottet, hvem af modstanderen der skilte sig ud, og de kunne hurtigt berette om et par, der så rigtig dygtige og stærke ud.
Modstanderne fik også luret lidt på 7.C fra Ulkebøl Skole, og i det psykologiske spil, der jo ofte er inden en konkurrence, fik en af drengene spørgsmålet fra en konkurrent, ”Hvorfor er I her?”, og der blev prompte svaret: "I hvert fald ikke for tabe!”, og med den indstilling var alle 21 elever klar til at give den max gas.
Efter den mange-dobbelte OL-vinder Eskil Ebbesen havde givet en introduktion af de deltagende finalehold, kunne nedtællingen begynde og konkurrencen blive sat i gang.
7.C kom godt fra start og lå side om side med holdet fra Frederiksværk, der havde den bedste tid fra kvalifikationen på 13 minutter og 37 sekunder. Der blev givet alt, for at holde ved i det gode udlæg. Med sveden dryppende fra næsen og håret klistrende mod panden, herskede der ingen tvivl om, at der blev givet alt og også lidt til for at holde fast i en top placering. Det holdt dog ikke, og selv med en super slut-døds-spurt, måtte 7.C se sig glide ned på en 5. plads. En 5. plads hvor alle havde ydet deres ypperste og forbedret klassens tid med hele 1 minut og 3 sekunder til en sluttid på 14 minutter og 37 sekunder.
Trætte og stolte over præstationen blev næsen vendt hjemad mod Sønderborg, hvor en lille flok mødre stod og ventede flag.