Veloplagt skønsang blandt træer og fuglefløjt
Godt 50 veloplagte deltagere var mødt op til arrangementet ”På sporet af musikken”, som Odderbæk Vandløbslaug havde arrangeret i søndags. Deltagerne tog ud på den 4,5 km lange Sejruprute, igennem Horsbjerg plantage. Ved den gamle ruin midt i Krusborgs skov strømmede liflig skønsang og musik deltagerne i møde. Det var første stop på turen, hvor sopranen Anna Vierød sammen med sin søster Lea Vierød, sang en håndfuld forskellige sange akkompagneret af Arne Tarpegaard på guitar.
“Deltagerne var imponerede over Annas flotte sangstemme, og glade gik vi videre mod nye oplevelser. På turen videre passerede vi trinbrættet i Horsbjerg, hvor Horsens Vestbane toget gjorde holdt i gamle dage, når der var passagerer som ville med, enten mod Thyregod eller mod Horsens,” forklarer Niels Clemmensen, der erformand for vandløbslauget.
Turens næste musikalske indslag var på øen i søen hos Gunnar Nørtoft.
“Her fik vi endnu nogle eksempler på pigernes sang evner, og endnu engang høstede både musiker og sangere fra AkadeMidt en stor og velfortjent applaus fra publikum for et flot arrangement,” siger Niels Clemmensen.
Herfra gik turen igen tilbage til start stedet, hvor nogle af deltagerne nød deres medbragte kaffe i den smukke eftermiddagssol.