Fortsæt til indhold

Vil du yde hjælp der varmer?

Østeuropæisk Børnehjælp efterlyser donationer til transportudgifter

Arkiv
Mette Henriksen

Som efterlønnere stod verden åben til at kaste sig ud i forskellige eventyr.
Bent Brønning og Kurt Hansen fra Haderslev har valgt at bruge den nyvundne tid til at hjælpe Østeuropas børn. Som henholdsvis formand og næstformand for Østeuropæisk Børnehjælps Haderslev-afdeling har de to lokale frivillige sendt adskillige vogne afsted til Letland og Rumænien. Mens den lokale opbakning er stor, når det gælder donationer af varmt tøj, uldne tæpper eller andet gavnligt udstyr til de nødlidende, kniber det til gengæld med den økonomiske hjælp til transportenudgifterne.
“Det koster 25.000 kroner at sende en vogn afsted til modtagerlandene. Desværre ydes der ikke længere offentlig transportstøtte, så vi er i dag afhængige af hjælp fra såvel private som firmaer,” fortæller Kurt Hansen.
Arbejdsløsheden og fattigdommen er stor i de to modtagerlande, og vintrene i Letland og Rumænien er strenge, fortæller de lokale tovholdere.
“Der følges op på transporterne med efterfølgende besøgsrejser og der evalueres på alle transporter.”
Er du interesseret i at støtte transporten økonomisk, så find fælere oplysninger på hjemmesiden www.eeca.dk.