“Kløften er samlingsstedet.”
Alle, som kender Kløften Festival ved, at den årlige begivenhed i byens parkanlæg er den perfekte kombination af musik, hygge og fællesskab - og så er den ikke mindst også traditionernes fest.
Minna Burgess er en af mange trofaste festivalgengangere, som har en kærkommen tradition i forbindelse med festivalbraget - et gensyn med den kære venindegruppe, som har holdt sammen siden gymnasietiden i Haderslev.
Minna Burgess har trådt sine barnesko i Sommersted, og er i dag bosiddende i Australien, sammen med sin engelske ægtemand og parrets 8-årige datter Maia, mens guldklump nummer to, en lille pige, har meldt sin ankomst i oktober måned.
“Når vi holder vores ferie i Danmark, lægger vi den altid i juni måned. Jeg elsker de lange lyse sommeraftener, men ikke mindst er det tiden på året, hvor der er Kløften Festival,” fortæller Minna, som har en lang tradition forbundet med festivalen i hjemstavnen.
“Kløften er min venindegruppes samlingspunkt, hvor vi lægger ud med at hygge og grille i flere timer hjemme hos en af pigerne, som bor tæt på festivalpladsen, inden vi går over og hører noget musik,” fortæller gravide Minna, som denne gang har været ekstra glad for at have mulighed for at kunne trække sig tilbage til en stille oase midt i festival-trummerummen.
“Hvor det tidligere har været musikken, som var i fokus, så gælder det nu mere gensynet og samværet med mine fantastiske veninder. Jeg er den, der bor længst væk, så jeg nyder simpelthen bare, at vi får snakket og frisket minder op.”
Med mange år i udlandet, først i England og nu i Australien, er Kløften også en kærkommen mulighed for at få styr på de nye kendte danske musiknavne.
“Pigerne så meget frem til at se Carpark North, som jeg slet ikke kendte noget til. Og de skuffede bestemt ikke - det var en fed oplevelse,” udtaler Minna, som plejer at besøget barndomsbyen hvert 3. år.
“Jeg glæder mig allerede til næste gang, veninderne og jeg skal ses til Kløften,” slutter hun.
Du kan læse og se mere om Kløften Festival på side 14 .