Fortsæt til indhold

Dario vender tilbage til Vejle

Arkiv
Arkiv

Dario Campeotto optræder i Vejle, når VejleMuseerne genskaber danserestauranten Røde Mølle i forbindelse med Trekantområdets festuge. Dario optrådte første gang som 22-årig på Røde Mølle i 1961, efter han lige havde vundet Melodi Grand Prix med 'Angelique'. Dario, 75, optræder den 29. og 30. august i Spinderihallerne.
”Jeg glæder mig til at besøge Vejle, og jeg håber sådan, at nogle af gæsterne fra dengang stadig lever og har lyst til at komme forbi og se vores show og sige goddag. Det vil være ren nostalgi. Ja, hele projektet oser at nostalgi, og den atmosfære fra good old days skal vi finde frem”, siger Dario Campeotto og husker tilbage på sin første optræden i Vejle:
”Der var særdeles behageligt. Jeg blev modtaget af direktør Krahn, og jeg fik min egen garderobe tildelt. Det var en sjældenhed dengang. Der stod også et fint klaver til rådighed til min pianist, og så havde jeg et dejligt publikum. Folk dengang gik meget mere ud, end man gør i dag. Og de tog deres fineste tøj på, og man var De's med direktionen. Der var også en god stemning på grund af dem mange levende orkestre, der spillede.”