Lærer om job i Europa
Elever fra Tjørnegårdsskolen møder børn fra andre lande i internationalt projekt
En gruppe elever fra Tjørnegårdsskolen i Roskilde er med i et internationalt projekt, hvor de skal lære om mulighederne for at kunne få et job rundt om i Europa. De unge fra Roskilde møder jævnaldrende fra Tyskland, Italien og Tyrkiet. Desuden besøger de eleverne i de andre lande og bor hos dem for på den måde at lære om tilværelsen som teenager det pågældende sted og knytte nye venskaber. Udvekslningsprogrammet støttes økonomisk af EU og kaldes Comenius Lif Long Learning Program. Halime Yilmaz, der er koordinator for projektet på Tjørnegårdsskolen, forklarer, at besøg på arbejdspladser er meget vigtige under besøg i de andre lande: - Når vi skal til Italien i efteråret, skal de blandt andet til en fiktiv jobsamtale, så de kan prøve, hvordan det er i virkeligheden. - Vores elever får samtidig kendskab til skolesystemerne i andre lande, når de bor hos eleverne derfra, og denne sammenligning er også godt, når vi skal vurdere vores egen skolekultur, forklarer Halime Yilmaz.