Fortsæt til indhold

Trine Gadeberg har søgt orlov fra revyen

Trine Gadeberg, der i år startede som ‘revydirektør-lærling’ hos Leif Maibom i Sønderborg Sommer Revy, har bedt om orlov i næste års sæson

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

I øjeblikket har Trine Gadeberg og Leif Maibom succes sammen med resten af holdet i dette års Sønderborg Sommer Revy. Revyen har således været udsolgt fra starten den 28. maj, og der er p.t. ikke billetter at købe før i juli måned.
Men næste år må publikum undvære Trine på scenen i Sønderborg, og Leif må undvære sin revydirektørlærling
"Det er nu ganske udramatisk," siger Leif Maibom.
"Både Trine og jeg er jo freelanceskuespillere, så vi ved aldrig, hvilket tilbud der ligger rundt om næste hjørne. Og for Trines vedkommende kom der altså lige et bud fra Odense Teater, som hun ikke kunne sige nej til. Og desværre for revyen, er det altså en rolle, der ligger midt i prøvesæsonen og første del af spilleperioden."

Monty Phytons

"Det drejer sig om Monty Phytons ‘Spamalot', og det er simpelthen en ønskerolle for mig," siger Trine Gadeberg.
"Så jeg kunne ikke sige nej, og måtte så ringe til Leif og bede om orlov, hvilket han selvfølgelig sagtens kunne forstå," fortæller hun.
Trines orlov får ingen betydning for Sønderborg Sommer Revys fremtid. Leif Maibom fortsætter som chef for revyen, og han er i øjeblikket i gang med at samle det hold, der skal føre successen i Sønderborg videre.
Revyen har nu kørt siden 1982 med Leif Maibom som chef og er støt og roligt vokset til Danmarks 3. største revy med et publikumsantal på op imod 25.000 tilskuere.