Fortsæt til indhold

Asfaltsti på vej til strandgæsterne

Nordstranden i Køge skal have nem adgang for alle. Derfor anlægges der nu en ny asfaltsti og kørestolsramper fra parkeringspladsen.

Arkiv
Arkiv

KØGE: Netop nu er de sidste kræfter ved at blive sat ind for at skabe gode forhold for de mange strandgæster der besøger Nordstranden i Køge. Kommunen er gået i gang med at lave en ny asfaltsti fra parkeringspladsen til kanten af stranden.
Den nye sti skal lette adgangen til stranden for familier med barnevogne, kørestolsbrugere og cyklister, som derved kan komme til stranden uden at skulle køre på grusstier. Stien vil også kunne bruges til aktivitet som rulleskøjteløb eller tegning af hinkeruder mv.
For enden af parkeringspladsen bliver der anlagt en cykelparkering – og fra cykelparkeringen til vandkanten kommer der en rampe gennem sandet, så kørestolsbrugere nemt kan komme helt ned til vandet.
Desuden laver Kommunen en vendeplads til redningskøretøjer ved parkeringspladsen.

En lille omvej mens der arbejdes

Den nye asfaltsti mod stranden placeres ved foden af skråningen til Tangmoseskoven. Mens anlægsarbejdet står på, er det nødvendigt at omlægge den sti, der for tiden kan benyttes som den vestlige adgang til stranden. Stien benyttes også i dag af mange hundeluftere og vandrere langs stranden. De skal således til at gå en lille omvej.
Omlægningen vil blive lagt gennem skoven på toppen af skråningen hen forbi den nye motionsplads og ned igen på den anden side.
Teknik- og miljøforvaltningen i Køge Kommune har lovet, at der bliver lavet nogle huller i beplantningen, så man kan standse og se ud over anlægsarbejdet. Det vil således være sidste chance for at se de store gravemaskiner, som man hele vinteren og foråret har kunnet se gnave sig gennem det store anlægsarbejde.
Har du lyst til en tur langs vandet, kan du stadig benytte grusstierne langs det nye nordlige havnebassin til Køge Marina. Når anlægget af den nye asfaltsti er færdigt, vil det være muligt af gå en rundtur i det fem hektar store område.
Anlægsarbejdet på Nord Stranden vil vare frem til september.
mr