Fortsæt til indhold

Brobygger sænker elevernes fravær

Nyt projekt har sænket fraværet på Humlehøj-Skolen med over 40 procent

Arkiv
Mikkel Hansen

For mange elever har for højt fravær, men på Humlehøj-Skolen har man måske fundet en løsning på problemet.
Siden efteråret har skolen haft en brobygger, der skal øge elevernes trivsel og understøtte det gode samarbejde mellem skolen og hjemmet.
Målet er at sænke elevernes fravær, øge forældrenes deltagelse ved arrangementer på skolen og højere karaktergennemsnit.
Brobyggeren hedder Michael Vogensen:
“Der opstår af og til konflikter mellem elever og lærere, mellem skole og forældre eller måske internt mellem elever med mobning. Min opgave er at skabe trivsel på skolen, så eleverne har lyst til at komme i skole og har de rigtige rammer for at lære.”
Indtil videre ser det ud til at lykkes. Fraværet for de elever, der har været omkring brobygningen, er faldet fra 14 til 8 procent. Et fald på 41,2 procent.
“Jeg tager ofte ud og besøge forældrene i hjemmet. Det er en fordel, for her er de på hjemmebane. Det er vigtigt, at vi får skabt kontakt og tillid til hinanden. Derfor skal folk vide, at jeg ikke kommer for at finde fejl eller slå folk oven i hovedet, men for at hjælpe,” fortæller Michael Vogensen.
Arbejdet består primært i dialog med elever, forældre og lærere og formålet er, at bryde den ofte negative kommunikation, der er mellem skole og hjem.
Derudover kan han også rådgive forældrene om mulighederne for støtte.
“For mange er det offentlige en stor jungle, som er svær at overskue. Jeg kender både systemet og personerne, så det er lettere for mig at skabe de rigtige kontakter mellem borgerne og sagsbehandlerne.




Den socialpædagogiske funktion i tal
6 % af skolens elever havde kontakt til brobyggeren i første halvdel af 2013 - primært elever i 1.-3. klasse
64 % af elever de elever, der bliver tilknyttet brobyggeren bor i Nørager, Søstjernevej m.fl.
75 % af brobygningseleverne har en anden etnisk baggrund end dansk
41,2 % - så meget er elevernes fravær faldet efter kontakt med brobyggeren