Millioner til nye motorvejsramper
Beboerne i Lellinge, Ll. Skensved og Bjæverskov kan se frem til en lettere trafikal hverdag. Folketinget står nemlig klar med 18,5 millioner kroner til østvendte ramper på motorvejen ved Vemmedrup.
TRAFIK: Et bredt flertal i Folketinget landede onsdag i denne uge en trafikaftale med penge til en række trafikale forbedringer rundt omkring i landet, og der er grund til at glæde sig i Køgeområdet, for aftalen omfatter blandt andet opfyldelsen af et længe næret ønske om etablering af østvendte ramper på motorvejen ved Vemmedrup.
Der er sat 18,5 millioner kroner af til projektet, hvor det forudsættes, at Køge Kommune selv betaler den anden halvdel af de godt 36 millioner kroner, som ramperne ventes at koste.
- Vi skal levere 18 millioner kroner selv, og dem skal vi nok finde. Om ikke andet må vi bruge af kassebeholdningen. Det her bliver til stor glæde for borgerne i Ll. Skensved, Ejby og Lellinge, hvor man slipper for en masse trafik, siger Venstres ordfører i byrådet, Palle Svendsen, der også hæfter sig ved, at beboere og virksomheder i Bjæverskov får lettere adgang til motorvejen i retningen mod København.
Ifølge Køge Kommunes ansøgning om midler til projektet vil anlæg af østvendte ramper samlet set give en reduktion i både antallet af kørte kilometer på vejnettet og i trafikanternes tidsforbrug samt bidrage til et bedre bymiljø i Lellinge, Lille Skensved og Ejby.
Erhvervstrafikken til de store virksomheder i Bjæverskovs østlige ende har også længe efterspurgt en mere direkte adgang til motorvejsnettet i retning mod København, og det ønske er der altså nu udsigt til kan blive opfyldt.