Borgmester opgiver ikke sygeplejeskolen
Sønderborg Kommune klager til minister over flytning af sygeplejeskolen
Politikerne i Sønderborg affyrer nu det sidste skud i bøssen i sagen om flytningen af sygeplejeskolen til Aabenraa.
De vil have uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen til at omgøre beslutningen.
"Vi gør nu det sidste, vi kan i sagen, og henvender os til ministeren med en klage," fortæller Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen.
Han har netop fået opbakning fra et enigt økonomiudvalg til at gå videre med sagen.
"Vi mener, at beslutningen er så forkert, og truffet på et forkert grundlag, at vi nu beder ministeren om at se på sagen," siger han.
LÆS OGSÅ: Sygeplejeskolen skal til Aabenraa
Klagen vil bl.a. indeholde kritik af grundlaget for beslutningen.
"Ministeriet har selv lagt op til et tættere samarbejde med universitetsmiljøet, men nu flytter man skolen væk fra universitetet. Økonomi var i starten en vigtig faktor, men da det viste sig, at Sønderborg var billigere, var det pludseligt ikke vigtigt længere," siger Erik Lauritzen, der også angriber påstanden om, at skolen vil få et større optageområde, altså flere elever, i Aabenraa:
"De har slået nogle streger på et kort og påstår, at der bliver et større optageområde. De glemmer bare, at de så medregner områder, der også indgår i optageområdet for sygeplejeskolerne i Esbjerg og Vejle."
LÆS OGSÅ: Borgmester raser over flytning af sygeplejeskolen
Borgmesteren tør ikke spå om udfaldet af klagen til ministeren:
"Nogle vil måske sige, at ministeren aldrig før har omgjort en sådan beslutningen, men så kan det jo blive første gang. Det må i hvert fald ikke stå uprøvet hen."