Markise-dans

Og så kommer regnen. Vælter ned og med et fingerknips gørregnen de dyre, kinesiske fliser våde.
Og mig med.
Vi er mange, der straks søger tilflugt under gågadens mange markiser og parasoller, for vi skal i tørvejr, hvis vi skal undgå at komme til at ligne druknede mus i en spand med vand. Vejle gågade ændrer sig straks vandet kommer. Den travle gade bliver til en halvtom slange af sten, ingen træder på, for alle er løbet i tørvejr.
Men herinde under parasolerne og markiserne opstår et andet liv. Pludselig kommer vi i samme lille båd, og pludselig falder vi i snak med hinanden. Og køber ting for vi står der blandt de udstillede varer og lader os lokke.
Jeg gør i hvert fald lige denne gang. Ved en herretøjsforretning falder jeg over en kraftig nedsat t-shirts, som bliver købt og betalt.
Men regnen er stadig voldsom, og den unge mand bag kassen går sammen med mig ud under markisen. Den skal nemlig tømmes for vand, og den slags kræver snilde, for ellers bliver alt det forkerte vådt.
To unge fyre og en kvinde kommer ind under markisen til os. De to unge mænd er vist sejlere på højt niveau, og de snakker om ret regnvejr de oplevede i Sct. Petersborg. Det var vist værre dengang i Rusland.
Men det er da ellers slemt nok her over Vejle, hvor gågaden er ved at omdannes til en å, eller sådan føles det snart. Jeg sejler hen til markisen ved siden af. Her står to studiner under deres paraplyer og altså i dobbelt tørvejr, for de står også under markisen.
Vi falder i snak. Smalltalk om sommervejr og sommerferie. De er smilende og glade. Regnvejr kan ikke slå dem ud.
Jeg lister videre og under endnu en markise, lige der hvor vi skal krydse Kirkegade, stopper jeg op for rødt. Der snakkes amerikansk og russisk under markisen. Ikke med hinanden ganske vist, men lige her er den kolde krig langt væk.
Det bliver grønt, og vi skynder os ud i regnen og nedad Torvegade. Ved Lagkagehuset sidder et par studenter og kigger ud på regnen, og ved Kaffebaren ved siden af, sidder en kvinde under sin egen parasol og ryger en smøg.
En tysk familie søger læ i Rådguspassagen og konen siger hele tiden 'Scwung', men hvorfor må være usagt. En mand bander over vejret på dansk. Gågaden er stadig mere halvtomt end halvfyldt, og det er vel sådan det er med det danske vejr. Ikke helt optimistisk, ikke helt pessimistisk.
Men absolut altid i fin form til at overraske os. Men så er det godt, man kan søge ly, når regnen kommer, og når det nu er et sted, hvor mange færdes, så kommer man pludselig til at lære en flig mere omkring de mennesker, man ellers aldrig lærer noget omkring.
En strøgtur er altid lig med en masse små enklaver af mennesker, der nyder det fælles liv uden egentlig at være fælles. Men i regnen er vi mere fælles end ellers.
Hov, vupti, så stopper regnen. Igen nærmest som om vejrguderne knipser med fingrene og alt ændrer sig. Folk myldrer frem og ud i solen. Vi snakker ikke med hinanden længere, men vader bare forbi hinanden uden at stoppe op og snakke lidt.
Sådan er vi mennesker, vi snakker ikke rigtigt med hinanden uden grund, og det er både godt og skidt.
Men når regnen kommer, så stimler vi sammen, og det er nu meget hyggeligt. Kortvarigt åbner verden sig en smule der inde under markiserne.