Fortsæt til indhold

Når selv bønderne nu er begyndt at juble…!

Arkiv
Af Jørgen Petersen

Kære læser!
Det er en fantastisk skøn følelse at sidde her ved computeren torsdag eftermiddag og skrive den sidste ”Leder”, inden den sædvanlige 5 ugers ”Leder-fri” sommerferie, og være blevet fyldt op i de sidste dage med den ene positive melding efter den anden om udviklingen i vort samfund.
Jeg var da lige ved at køre galt, da jeg i tirsdags hørte i bilradioen, at de danske bønder simpelthen ikke kunne få armene ned – der var udsigt til rekord-høst.
Så står verden da ikke længere…!
Og det var endda en ”talsmand” fra landbruget, der kom med udtalelserne. Der var selvfølgelig det lille forbehold – det manglede da bare! – at skulle der komme så meget regn, at det hele skyllede væk, inden man fik høsten i hus, så kunne det gå galt – men…
Det er virkelig store ord, når det kommer direkte fra bønderne selv, og der blev endda tilføjet, at høsten var lige ved at kunne gå i gang, på grund af den milde vinter, det tidligere forår m.v.
Men det er ikke kun bønderne, der jubler. Her torsdag morgen kom der også en udtalelse fra Danske Banks økonomer, som fortalte, at nu var der for alvor kommet gang i hjulene – Danskerne var begyndt at bruge penge!
Der er begyndt at ske endnu mere på bolig-markedet, og danskerne er begyndt at kigge på de større biler igen, er meldingen, og når det sker, så sker der også noget mere i detailhandelen o.s.v., o.s.v.
Når både landmænd og økonomer – traditionelt de mest pessimistiske i samfundet – er begyndt at juble, så må vi andre da juble med…

”Lederen” går på skift

Det er også en fantastisk følelse at sidde her (stadig torsdag eftermiddag) og tænke på, at i morgen skal man fejre sin runde fødselsdag – dagen før selve fødselsdagen – og måske have en del gæster på besøg, og når dette måske læses lørdag er fødselsdags-receptionen forbi, og man ved jo ikke, hvad man skal sige tak for.
Men lidt på forskud vil jeg gerne sige tak til dem, der kom og hilste på… (jeg ved jo med sikkerhed, at en del af familien kommer :-) )
Det er ikke fordi jeg selv holder 5 ugers sommerferie, men pr. tradition har vi sprunget sommerferien over med hensyn til ”Lederen”.
Den traditionelle udgave vil heller ikke i år være at finde her på side 2, men vi prøver noget nyt i år, hvor vi har fået kendte Køge-borgere til at komme med deres bud på en ”Leder”.
Det sker allerede fra på næste lørdag den 5. juli, hvor Pia Borg, SSP byder ind. Hun bliver efterfulgt af John Danielsen, flittig læserbrevs-skribent, som jeg ofte har været uenig med :-), men nu skal han have lov…! 19. juli kommer turen til Peter Poulsen, tidl.fodboldspiller, der nu arbejder frivilligt med ”Broen”, 26. juli er det manden bag motionscykelløbet Sjælland Rundt, Ebbe Olsen, og så slutter vi af den 2. august med en hilsen fra ”Pølsedamerne” fra Køge Torv, Helle Nielsen og Mette Lomholt.
Det bliver en spændende måned – det tør jeg godt garantere…

Sjælland Rundt m.m
.
Da det blev besluttet igen at rykke motionscykelløbet ”Sjælland Rundt” en uge frem, var jeg ikke i tvivl om, at det var en god beslutning, ikke mindst af hensyn til vejret. Det plejer nemlig aldrig at regne på min fødselsdag, men i år har de i løbet af ugen talt om masser af regn hele weekenden.
Det kan stadig nå at ændre sig, for som sagt så plejer det ikke at regne den 28. juni.
Der er lagt rigtig mange kræfter i at få Sjælland Rundt – og de øvrige motions-ruter – til at fungere på bedste vis, og skabe en god stemning i Køge. Sjælland Rundt er virkelig et af de arrangementer, som skaber god PR for Køge i hele landet og også udenfor landets grænser, og derfor skal både arrangørerne, Køge Cykel Rings Venner, og de mange motionister have et ”pøj-pøj” med ”touren”.

- rigtig go' sommer!