Fortsæt til indhold

Trafikforlig sender millioner til Sønderborg

Sønderborg Station får ny perron efter trafikforlig

Arkiv
Mikkel Hansen

I 2015 har Sønderborg Station fået en ny perron.
Det står klart efter, at der onsdag blev indgået trafikforlig på Christiansborg.
Der afsættes ekstra fem mio. kroner til projektet, hvilket er en fordobling af den tidligere bevilling.
"Det nytter jo ikke noget at vi har et flot universitetsbyggeri, mens stationen lige overfor ligner noget fra det gamle Østtyskland. Der skal sikres bedre adgangsforhold og derfor er det godt at de ekstra millioner der manglede for at kunne gennemføre projektet i samarbejde mellem kommunen, BaneDanmark og DSB nu endelig er fundet," siger folketingsmedlem Benny Engelbrecht (Soc).
Også Venstres folketingsmedlem Ellen Trane Nørby glæder sig:
"Siden VK regeringen første gang i 2010 afsatte 5 mio. kr. til en ny perron ved Sønderborg station, har det været en kamp at få de sidste midler hjem. Nu er det endelig lykkedes, hvilket jeg er meget glad for. Jeg glæder mig til at vi får en perron, med bedre plads til de rejsende og en direkte overgang til Alsion, som der i nu mange år har været efterspørgsel efter. Det har taget lang tid og flere udskydelser, men nu kan det realiseres," siger Ellen Trane Nørby.
Samlet bidrager staten med 10 millioner kroner til renoveringen, mens Sønderborg Kommune bidrager med 900.000. Stationen forventes at være færdigrenoveret i 2015.