Kulturarrangement i Det Grønne Hus i Køge
- med byvandring og to foredrag søndag den 27. juli.
KØGE: Søndag den 27. juli kl. 10–15 afholdes et kulturarrangement med byvandring, frokost og to foredrag i Det Grønne Hus, Vestergade 3 i Køge.
Dagens temaer er Køge i Middelalderen og Danske Lovs straffemetoder fra 1683 til 1866.
Deltagerne mødes i Det Grønne Hus, hvor der vil være en præsentation af dagens program. Marie Holst, Cand.mag. i Historie og BA i Religionsvidenskab, fortæller kort om Køge i Middelalderen, og Mette Gundel, Cand.mag. i Klassisk Filologi og Klassisk Arkæologi, holder et kort indlæg om Daldorph-huset, eller Slagtergården, som oprindeligt stod på Køge Torv. Det er et af Danmarks ældste bindingsværkhuse, med en lang og spændende historie. Huset kan nu ses i Køge Museumshave, hvor det er bevaret for eftertiden.
Herefter går Marie Holst sammen med deltagerne på en dejlig byvandring, hvor man kan se de mange levn fra Køge i Middelalderen, og høre de spændende historier fra denne periode.
Byvandringen slutter i Køge Museumshave, hvor en direkte efterkommer efter Daldorphslægten viser huset frem, som de ejede og boede i gennem 135 år.
Så går turen tilbage til Det Grønne Hus, hvor forpagter Mette Hermann i Café GrønSag har tryllet lækre sandwich frem, lavet af økologiske friske råvarer med forskelligt fyld efter eget valg. Hvis vejret tillader det, kan frokosten nydes i haven med udsigt til Køge å.
Herefter kan man høre et meget spændende foredrag af Marie Holst ”Borgere og andet godtfolk i Middelalderens Køge”. Så er det tid til en kop kaffe, og der afsluttes med et foredrag af Mette Gundel, hvor hun fortæller om ”Danske Lovs straffemetoder fra 1683 til 1866”.
Straffene blev bl.a. udført på den store rødmalede kag på Køge Torv, og de henrettede blev bagefter kørt ud på Galgebakken, som lå mellem Norske Løve og Stormøllen. Det er et stykke meget barskt og blodigt Danmarkshistorie.
Billetter til arrangementet kan bestilles via www.køge-kultur.dk eller telefonisk på tlf. 5018 9922.
pm