Kan anonyme være troværdige?

Per Damgaard Pedersen
Sogne- og arresthuspræst
Kristkirken

Hvor får Mette Balsby (V) dog en hård behandling i Lokalavisen 24. juni!
Jeg er ikke medlem af Venstre, men jeg har altså ikke meget sympati for nogen, der sværter andre anonymt. Det er ikke pænt, når Lokalavisen bringer en artikel med halvdunkel snak og antydninger, og får sagt en hel masse uden at sige noget direkte.
Hvis folk har noget at sige til offentligheden, så må de træde åbent frem. Det er vel et mindstekrav, hvis de skal have troværdighed. Sådan er det ikke i dette tilfælde. Her drejer det sig om – og nu referer jeg: en cirka 30-årige mand i turkis skjorte, med et sammenfoldet A4 papir i hånden.
Det er alt, vi får at vide, og det lyder jo som en beskrivelse fra politiets døgnrapport. Uvilkårligt kommer man til at spekulere på, om den mand mon har rent mel i posen, siden han holder sit navn skjult. Sit eget navn og rygte vil han åbenbart ikke sætte på spil, kun andres.
Hvorfor træder han ikke åbent frem? Man må da være mand for sin hat!
Svarer det virkelig til Lokalavisens etiske standard at viderebringe snak, som ingen vil lægge navn til?
Her i landet er det sådan, at man er uskyldig indtil man er dømt. Gud ske lov! Og hvis nogen gør noget forkert, bør vi gå til politiet. Vi har et godt retssystem, hvor sagerne bliver behandlet af mennesker, som ikke selv har nogen personlig interesse i udfaldet.
I sladdersystemet vender alt på hovedet i forhold til retssystemet. Intet sker åbent, intet er fair. Anonyme udsagn er vold med ord. Og det fører til mistillid hele vejen rundt: Til den, der sladrer, naturligvis. Desværre også det medie, der offentliggør sladderen. Og – og det er det virkelig ulykkelige: det skader den person, der er målskive. Også selv om det er pladder, der ikke holder i byretten.
Gad vide, om ikke artiklen var en smutter? Normalt er det jo hyggeligt, at slænge sig i sofaen med Lokalavisen og en god kop kaffe.