Mindesten fylder 94 år
9. juli fylder mindestenen i Skibby 94 år og får nyt flag for første gang i syv år
På hjørnet af Saltsøvej/Hovedgaden i Skibby har Beboerne rejst et Genforeningsminde, som blev afsløret den 9. juli 1920. Den 3-4 tons store sten er hentet fra en udgravet gravhøj i Venslev, Ferslev sogn. Mindestenen hviler på fire mindre granitsten. Ved afsløringen var mange mennesker samlet. Veteranerne blev hentet med musik og faner. Justitsraad Frandsen holdt afsløringstalen, og købmand Bjergmark, udvalget formand, talte for veteranerne. Stenens indskrift lyder således: "1864 Sønderjylland // 1920 // For verdens øjne // har I stemt jer hjem." Justitsraad Frandsen havde skrevet en sang, hvoraf to linier er gengivet på stenen. Det er Marianne Hansen, Lokalhistorisk arkiv i Skibby, der har hjulpet en af initiativtagerne til at fremskaffe denne historie om Genforeningstenen. I forbindelse med kommunesammenlægningen den 1. januar 2007 er det tidligere "håndsving" og det gamle flag til flagstangen ved Genforeningstenen blevet forlagt. Derfor har den 16,5 meter høje flagstang stået ubenyttet hen og byens borgere har så heller ikke kunne se flaget blafre på de officielle flagdage. Peter Klarskov, operatør i Skibby Kino og tidligere ansat på Skibby gamle rådhus, har sammen med lokale sponsorer taget initiativ til at få indkøbt et nyt "håndsving" og et nyt flag, og har samtidig påtaget sig hvervet som flagmand. Ved flagstangen er der opsat et lille skilt, som viser de officielle flagdage, så alle kan se hvorfor der flages. 15 juni (Valdemarsdag) er officiel flagets dag, men i anledning af 94 års dagen (onsdag den 9. juli 2014) for afsløringen af Genforeningsstenen, vil flaget også blafrer denne dag.