Fortsæt til indhold

Håndbold, gymnastik og musik i særklasse

Fredag den 15. august, når Team HK Køge udfordrer de danske mestre fra KIF Kolding København i Ravnsborghallen.

Arkiv
Per Møller

HÅNDBOLD: Sommerferien står for døren, og Team HK Køges bedste herrehold holder en velfortjent sommerpause frem til torsdag den 31. juli, hvor cheftræner Lars Nedergaard atter kalder til træning.
Ind imellem spillerne nyder sommerferien, træner de individuelt med forskellige styrkeprogrammer, som hver især har fået udleveret, så de møder frem til første træningspas i fornuftig form.
Den nye sæson venter lige om hjørnet, og den blæses i gang med en perle af en opvisningskamp mod de danske mestre fra KIF Kolding København fredag aften den 15. august i Ravnsborghallen i Køge. Kampen spilles kl. 19.30.
KIF Kolding-København behøver med garanti ikke nærmere præsentation, for hvilken håndboldfan kender ikke navne som Kasper Hvidt, Lars Jørgensen, Kim Andersson, Torsten Laen, Bo Spellerberg, Lasse Andersson, Markus Cleverly eller Lukas Karlsson...?
- I lighed med sidste år forsøger vi at sammensætte et spektakulært show, hvor man kan opleve de ambiøse lokale håndboldhelte prøve kræfter med spillerne fra den allerøverste hylde af den danske liga, siger Kent Ankersen fra Team HK Køge.
KIF er aktuelt både danske mestre og danske pokalvindere, og er den mest vindende danske klub nogensinde – det er derfor noget af et scoop at det atter er lykkedes Team HK Køge at præsentere profilerne fra KIF for Køge og omegns håndboldglade publikum.
- I forbindelse med showkampen har vi formået at overtale de fantastisk dygtige gymnaster fra Gymnastikforeningen Køge Bugt til at optræde med et helt unikt show tilpasset lejligheden. Lys, musik og speak står de altid veloplagte ”Party in the Sky” for – det bliver bestemt ikke kedeligt, lover Kent Ankersen, og siger i samme åndedrag at opvisningskampen er resultatet af et helt unikt samarbejde mellem Lørdags-Avisen, Spar Nord i Køge og Team HK Køge.
Billetter til dette fantastiske håndboldshow for hele familien kan købes hos Skold Burne, Torvet 4 i Køge og hos Spar Nord på Søndre Allé, alternativt hos Lørdags-Avisen, Galoche Alle 16 eller ved henvendelse til Kent Ankersen fra Team HK Køge på mobil 2027 0579.
"Almindelige" billetter koster 125 kr. og de særlige VIP billetter, der inkluderer foredrag, spisning inkl. drikkevarer, og kamp koster 300 kr. pr stk.