Gratis symfoni-koncert i Alsion
Koncertsalen Alsion åbner 10. juli dørene for endnu en gratis koncert. Denne gang med Orkester Norden
På torsdag den 10. juli kl. 20 har alle interesserede mulighed for gratis at opleve en af Europas bedste koncertsale til klassisk musik, Koncertsalen Alsion, når symfoniorkestret Orkester Norden spiller Grieg, Sibelius og Sjostakovitj.
Orkester Norden er et fælles nordisk symfoniorkester sammensat af de største talenter, som Norden og de baltiske lande kan præstere.
I et koncentreret prøve- og koncertforløb samles cirka 80 unge musikere to uger i sommerperioden. Det udmønter sig i en koncertrække, der på torsdag altså gæster Sønderborg.
Ved denne koncert stiller Orkester Norden i stærkeste opstilling med et program, der kræver et talstærkt orkester. Første del består udelukkende af nordisk musik. I andel del sættes den nordiske musikkultur i skærende kontrast med Sjostakovitj' nærmest frygtindgydende 10. symfoni.
På dirigentpulten står en af Danmarks største nulevende, danske dirigenter, Thomas Søndergaard. Baryton Andreas Landin er solist.
Søren fra Sønderborg
På torsdag skal publikum lytte godt til bastrombonen. Det unge menneske hedder Søren Lahn Sloth og kommer fra Sønderborg. Her slog han sine folder i Sønderborg Garden og Sønderborg Musikskole, inden han for fire år siden kom gennem nåleøjet og ind på det Jyske Musikkonservatorium i Århus, hvor han studerer klassisk bastrombone og regner med at være færdiguddannet om et år.