Fortsæt til indhold

Disse fem ting frygter vi allermest på bilferien

Indbrud, sygdom og motorstop. Der er mange ting, vi frygter på bilferien

Arkiv
Arkiv

Hundredtusindvis af danskere kører i disse uger afsted på bilferie, og går turen til udlandet, vælger hovedparten at køre til Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien.
Men det er ikke alle, for hvem bilferien forløber uden problemer. Tal fra Falck, Dansk Autohjælp og SOS International viser, at omkring 11.000 danskere hvert år ringer efter hjælp i juli og august.
Og frygten for motorstop er en af de ting, der blinker som en rød advarselstrekant i de bilferierendes bevidsthed, viser en ny Applus Bilsyn undersøgelse, hvor man har interviewet 886 bilejere, der skal på bilferie i de kommende uger, om, hvad de frygter mest på rejsen.
“Juli og august er højsæson for biler, der bryder sammen i udlandet, og det fylder meget hos folk, der skal på bilferie. Derfor svarer 65 procent af bilejerne også, at de i høj eller meget høj grad føler sig mere sikre, hvis de får en professionel bilmand til at se deres bil efter, før de tager af sted,” siger adm. direktør, Per V. Rasmussen, fra Applus Bilsyn.
Rigtig mange får derfor tjekket bilen inden afgang, så man muligvis undgår dyre reparationer eller nedbrud midt i Kassel bakker.
“Derudover er det for eksepel altid en god idé at have en ekstra liter olie i bagagerummet, da bilen bruger lidt mere olie på de lange stræk,” siger Per V. Rasmussen.
Ifølge Applus-undersøgelsen skal mere end hver tredje bilejer på kør-selv-ferie i løbet af sommeren.