Fortsæt til indhold

Få lige et bedre tjek på bilferien

Arkiv
Arkiv

Sommerferien venter om hjørnet, og snart pakker tusindvis af os bilen for at køre sydpå. Men inden man når så langt, er det en god ide at få styr på forsikringerne og dokumenterne, så man er dækket, hvis uheldet skulle være ude. GF Forsikring i Esbjerg giver her et overblik over de dokumenter, man altid skal have med på bilferien, så man er godt dækket ind.

Rødt kort:
Hvis bilen er kaskoforsikret, har man automatisk vejhjælp via rødt kort-ordningen. Det er ikke længere nødvendigt at medbringe det røde kort, da man blot behøver telefonnummeret til SOS International.

Grønt kort:
Ansvarsforsikringen på bilen gælder i alle EU-lande. Det grønne kort er, ligesom det røde kort, ikke længere nødvendigt at medbringe, når man kører inden for EU's grænser samt i Norge, Island, Schweiz, Andorra og Serbien.

Bilens registreringsattest:
Husk at medbringe bilens originale registreringsattest, da man i visse lande ikke stiller sig tilfredse med en fotokopi. Kører man med campingvogn, skal man også huske alle relevante papirer på campingvognen.

Indboforsikring:
Indboforsikringen dækker blandt andet også tyveri under rejser. Vær opmærksom på, at der gælder særlige betingelser ved tyveri, når man er i udlandet. Eksempelvis er tyveri fra biler, hotelværelse, beboelsesvogne, campingvogne og telte kun dækket, når disse har været aflåste, og når der kan konstateres voldeligt opbrud.

Det blå sygesikringskort
: Fra 1. august 2014 kan man ikke længere bruge det gule sundhedskort som rejseforsikring. I stedet skal man bruge det blå EU-sygesikringskort eller en privat rejseforsikring.
EU-sygesikringskortet: Dækker udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin m.m. under et ophold i et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz, men dækker ikke udgifter til hjemtransport.

Rejseforsikring:
GF Forsikring i Esbjerg anbefaler, at man altid tegner en privat rejseforsikring. Det er vigtigt, for ellers risikerer man en økonomisk øretæve, hvis man er så uheldig at blive syg eller komme til skade under sit udenlandsophold.

Husk derudover
også pas, kørekort, dit bilpolicenummer, advarselstrekant, sikkerhedsveste, vignetter i særlige lande og en alkotester (lovpligtigt i Frankrig).