Fortsæt til indhold

Få drukneulykker i Syd- og Sønderjylland

Statistik: Antallet af drukneulykker fortsat lavt i Syd- og Sønderjylland

Arkiv
Arkiv

Det viser TrygFondens Nationale Druknestatistik, der netop er offentliggjort. Syd- og Sønderjylland tegner sig for fem ud af 57 drukneulykker i Danmark i det senest opgjorte år 2012.

Mens antallet af drukneulykker på landsplan er steget lidt, holder Syd- og Sønderjylland sig på et fortsat lavt niveau. I både 2011 og 2012 er Sønderjylland nede på fem fatale drukneulykker årligt. Til sammenligning var der i perioden 2007-2010 i gennemsnit cirka ni personer, der hvert år mistede livet i en drukneulykke. Den positive udvikling er værd at glæde sig over, mener man i TrygFonden, som står bag landets største kystlivredningstjeneste.

“Det er utrolig glædeligt, at Syd- og Sønderjylland har formået at fastholde sidste års markante fald. Men én ulykke er altid én for meget, og derfor gælder det nu om at fortsætte det forebyggende arbejde i området og holde fast i de positive tendenser”, siger René Højer, områdechef for sikkerhed og ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.

Derudover er det værd at bemærke, at der ikke var en eneste fatal badeulykke ved stranden i 2012.
“Områderne ved vestkysten er typisk udsatte, når det gælder drukneulykker. Både fordi de er populære turistmål, og fordi vind- og vejrforhold kan være barske og uforudsigelige. Vi har gennem mange år arbejdet målrettet på at forebygge druknedødsfald i området og bemander sommeren igennem livreddertårne på i alt fem strande i Syd- og Sønderjylland, hvor de fire ligger ved vestkysten. Vi gør også en stor indsats for at oplyse bredt om bade- og vandsikkerhed, og jeg tror på, at den samlede indsats er en medvirkende faktor til, at badeulykkerne lige nu ligger på et stabilt lavt niveau i området”, siger René Højer.

De fleste drukneulykker i Syd- og Sønderjylland finder generelt sted ved kysten og på åbent hav i forbindelse med fritidsfiskeri eller fritidssejlads. Men også søer og havne er godt repræsenteret i statistikken. I Syd- og Sønderjylland i 2012 omkom én person ved kysten, én i havn og to i søer, mens én var i en branddam. Det samlede tal for druknedøde i Danmark i 2012 var 104, hvoraf de 57 skyldtes en ulykke.

Følgende kommuner er medregnet til Syd- og Sønderjylland: Haderslev, Billund, Sønderborg, Tønder, Esbjerg, Fanø, Varde, Vejen, Åbenrå, Fredericia, Kolding og Vejle.