Fortsæt til indhold

USA's præsidenter i Legoland fylder 40 år

Den 4. juli er USA’s uafhængighedsdag og samtidig er det præcis 40 år siden, gæsterne første gang kunne opleve det berømte Mount Rushmore monument i Legoland. Nu er den ikoniske leogmodel, der afbilder fire amerikanske præsidenter, skiftet ud med en ny og

Arkiv
Arkiv

I 1974 kunne gæsterne for første gang stå ansigt til ansigt med de fire amerikanske præsidenter bygget i legoklodser i den gamle western-by Legoredo i Legoland – en kopi af det berømte Mount Rushmore-mindesmærke i USA, hvor de fire store præsidenter Washington, Jefferson, Lincoln og Roosevelt skuer ud over prærien fra deres plads i klipperne.
I dag, fyrre år senere, kan gæsterne fortsat hilse på de velkendte ansigter, men da parken åbnede for sæsonen 2014 var det med fire spritnye modeller – der i endnu højere grad er tro mod det originale monument. Det skriver Legoland i en pressemeddelelse.
"De fire legopræsidenter er jo efterhånden gået hen og blevet et ikon, som folk forbinder med legoland, og mange husker måske også, at de sang ”I Legoland, land land, land...” i tv-reklamerne. Standen på de originale ansigter tilbage fra 1974 var dog kritisk, og derfor valgte vi at bygge præsidenterne på ny," siger chef for modelafdelingen i Legoland, Søren Peter Johansen.
De fire nye præsidenter er bygget i hånden – klods for klods og lag for lag – af parkens lego-modelbyggere – præcis som det foregik for fyrre år siden. Der er især lagt kræfter i at arbejde med dybden i modellen, så den bliver bragt til live under de rette lysforhold.
"Før vi påbegyndte selve byggeprocessen har vores designere brugt meget tid på at studere det originale værk. Det var jo ikke tilfældigt, at man i sin tid valgte Mount Rushmore. Klippen havde de rette proportioner og lå sydvendt, så der var sol det meste af dagen. Vi har ligeledes arbejdet meget med lyset for at skabe den rigtige dybde og dynamik – og det ser man særligt i øjnene på præsidenterne," siger Søren Peter Johansen.
De nye modeller rummer ligeledes flere deltaljer. Hvor ansigterne på de første modeller var en smule kantede, er de nu mere organiske og bløde i formerne, lige som bjergformationerne omkring præsidenterne er mere tro mod den virkelige version.

En hemmelig hule bag præsidenterne

Da man tilbage i oktober sidste år pillede de gamle præsidenter ned for at gøre plads til de nye, fik flere medarbejdere sig en overraskelse. Inde bag kunstværket gemte der sig en lille hule, som tilhørte den danske kunstner, Bjørn Richter, der stod bag den første udgave af de fire præsidenter.
Herinde fik han sig fra tid til anden en lur samt holdt et vågent øje med gæsterne i parken, fortæller chef for Teknisk Drift i Legoland, Jørgen Bjerg, der som en af de få kendte til den hemmelige hule og ikke mindst kunstneren bag.
Bjørn Richter nød at sidde her og se på gæsterne, når de betragtede kunstværket og spiste spareribs i Saloonen i Legoredo, og han havde sågar indrettet sig med gulvtæpper og en lille sofa.
I dag er hulen væk, men de fire præsidenter vil fortsat våge over Legoland mange år ud i fremtiden.

Fakta:
- De fire amerikanske præsidenter blev præsenteret for første gang i 1974
- Størrelsen på de nye og gamle modeller er den samme og måler omkring halvanden meter
- Der er brugt 414.000 legoklodser til at bygge de fire nye præsidenter
- Det har taget modelbyggere i Legoland 1.200 timer at bygge modellen og 350 timer at designe modellen