Fortsæt til indhold

Xander og Ankerstjerne til Radio Køge Open Air

Så er der føjet en række nye navne til programmet for Radio Køges dag på festugen. Radio Køge Open Air præsenterer en lang række populære artister kendt fra radioen.

Arkiv
Arkiv

MUSIK: Om præcis 2 måneder er Radio Køge klar til at præsentere en perlerække af de artister man kender fra radioen. Et show på 4 timer med nogle af de helt store danske navne, der hitter pt. Indtil nu har vi allerede afsløret Julias Moon, Ronni Garner, Wafande, Kaka og Pharfar.
Nu tilføjer Radio Køge endnu en blanding af etablerede og helt nye artister. Alle navne som der bliver spillet rigtig meget lige i øjeblikket.
Radio Køge Open Air 2014 finder sted onsdag d. 27. august 2014 på Køge Torv og er et samarbejde mellem Køge Festuge, Lokalbolig Køge og Radio Køge Aps. Sidste år var der propfyldt på Køge Torv og arrangementet blev en kæmpe succes med navne som bl.a. Rasmus Walter, Zididada og L.I.G.A.
I år kan man blandt andre opleve Xander, der debuterede i 2010 med singlen ”Det burde ikk være sådan her”, der har solgt platin for mere end 30.000 solgte downloads. Han er søn af den danske sangerinde Anne Linnet og så er han lige for tiden ude med den nye single ”Dag & nat”. Xander var desuden coach i programme ”Voice – Danmarks Største Stemme” tilbage i 2012.
Også den danske rapper og sanger Ankerstjerne optræder på dagen. Han har stor succes med at lave musik for andre. Han er en vigtigt brik for både Rasmus Seebach og Burhan G's succes, men han har også selv haft hits som ”Tag hvad du vil”, ”Nattog” og ikke mindst ”1000 år” som han lavede sammen med Rasmus Seebach. Lige for tiden er han i studiet for at arbejde på sin nye single ”For os”.
Dertil kommer, at publikum blandt andre også kan se frem til at opleve Julie Bjerre og Ida Emilie, TooManyLeftHands samt Tim Schou. Sidstnævnte blev kendt i hele landet, da han sammen med A Friend In London vandt det danske melodi grand prix i 2011, med ”New tomorrow”. Ved den europæiske finale fik sangen en flot 5. plads. Nu er Tim Schou gået solo og er aktuel med singlen ”Supernova”.