Nødplan for hal-brugere
Kommunen åbner skolehaller og giver plads til Jyllinges sportsfolk i Roskilde og andre steder
Allerede torsdag formiddag, mens brandfolkene stadig holdt øje med gløder i den udbrændte Jyllinge-hal, var Roskilde kommune gået i gang med en nødplan for så vidt muligt at skaffe plads andre steder til de op mod 7.000 normale brugere, som nu er blevet hjemløse.
Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget Birgit Pedersen (SF) forklarer, at de mange idrætsfolk og andre, der plejer at bruge Jyllinge-hallerne vil få andre tilbud.
- Vi har nogle haller ved de to skoler i Jyllinge, i Gundsømagle og i Gundsølille, som er de mest nærliggende muligheder. Men det kan også blive nødvendigt at finde ekstra plads i Roskilde, hvor vi jo nu har fået langt større kapacitet ved Roskilde-hallerne.
- Nu laver vi først en plan på helt kort sigt, blandt andet for at afhjælpe de sommer-aktiviteter, der skulle have været i Jyllinge-hallerne.
- Når vi så kender skadernes omfang i Jyllinge og ved, om nogle af faciliteterne kan tages hurtigt i brug på ny, så skal de have lokaler i en længere periode, mens genopbygningen står på, forklarer Birgit Pedersen.