Fortsæt til indhold

Sætter spot på Køges kvaliteter

38-årige Birgitte Sellebjerg skal som ny marketingschef i Køge Kommune være med til at finpudse og udbrede fortællingen om Køge over for omverdenen.

Arkiv
Martin Rasmussen

MARKEDSFØRING: Flere turister skal sætte kurs mod Køgeområdet i fremtiden, flere familier skal få lyst til at flytte hertil, og så skal endnu flere virksomheder også finde vej til Køge.
Det er nogle af de centrale succeskriterier for den nye marketingschef, som Køge Kommune netop har ansat. Hun hedder Birgitte Sellebjerg og ser frem til at tage fat på udfordringen med at fortælle omverdenen om Køges fortræffeligheder.
- Jeg er født og opvokset i Køge, så jeg har naturligvis en forkærlighed for området, men Køge har virkelig også meget at byde på. Vi står over for en fantastisk spændende udvikling med flere store projekter, og jeg glæder mig meget til at bidrage til samarbejdet med at få fortalt omverdenen om Køges mange kvaliteter, og hvorfor det er en attraktiv by at bosætte sig i, drive virksomhed i eller besøge, siger hun.
- Vi skal sætte spot på, hvilke kvaliteter der er i området, og hvor Køge er unik, tilføjer Birgitte Sellebjerg, der tiltræder i stillingen den 18. august.
Hun er 38 år og har en uddannelse som cand.merc i design og kommunikation fra Copenhagen Business School. De seneste fem år har hun arbejdet med marketing og branding i Djøf, men fremover retter hun altså fokus på hjemegnen.
- Der er mange spændende fortællinger om Køge, som vi skal have ud til omverdenen. For virksomheder er det et fantastisk område, der ligger rigtig godt rent geografisk midt i et knudepunkt for den sjællandske infrastruktur, og den nye jernbane vil også blive en kæmpe fordel, siger Birgitte Sellebjerg.