Ny salgschef i Hvidovre
Simon Stjerne Hansen afløser Peter Lassen der har valgt at stoppe
Helt udramatisk ifølge formand for Hvidovre A/S Martin Krogh-Jensen, da Peter Lassen har valgt at få en pause, tage lidt luft ind og se, hvad livet ellers byder på end vanvittig lange, hårde og stressede dage. - Peter har leveret et voldsomt stort arbejde i sin tid i Hvidovre, både som spiller og her senest som salgschef. Han har jo kæmpet som en gal for klubben i med- og modgang, hvilket vi er ham meget taknemmelige for. Vi ønsker ham al den held og lykke, han kan få fremover, lyder det fra Martin Krogh-Jensen. Peter Lassen stopper officielt den 1. august, men afvikler ferie fra den 26. juni. Ny salgschef i Hvidovre bliver Simon Stjerne Hansen, der har været i klubben siden 1. januar. - Jeg er løbet tør for kræfter, og det er med blødende hjerte, at jeg skal i gang med noget andet. HIF er min klub, og det er der ingenting, der kan ændre ved. Samtidig har arbejdsbyrden været så stor, at jeg trænger til en pause og til at lave noget under andre forhold. Der er flere bolde i luften, så jeg er gået tænkeboks. Lige nu holder jeg ferie... - Jeg ønsker HIF det bedste og vil gerne sige både sponsorer og forretningsforbindelser rigtig mange tak for et fantastisk samarbejde. Sammen har vi gjort meget for klubben... - Klubben skal videre, og jeg skal videre. Vi skal bare ikke gøre det sammen mere... På det mere sportslige plan er spillertruppen så småt ved at tage form. Det er lykkedes at få Mathias Larsen, Ole Dau, Azad Corlu, Mads Rønne samt Martin Fisch, som alle havde kontraktudløb her til sommer, til at forlænge samarbejdet med klubben. I forvejen rådede HIF over Andreas Larsen, Christopher Østberg, Christian Jakobsen, Jonathan Nielsen, Kristoffer Wichmann, Nicklas Halse, Nicholas Marfelt, Patrick Ler-ager samt Mikkel Knudstrup. Derudover er der rykket fire U19 spillere op i A-truppen. ebohvidovreavis.dk