Navnesøstre, naboer og stærke kvinder

- I gamle dage kaldte de os Dupont og Dupont. Vi har jo gennem årene hængt sammen og dyrket mange af de samme aktiviteter, forklarer Solveig Isbrand. - Vi plejer at sige, at vi deler alt undtagen mænd, triller Solveig Tøstesen med sin norske dialekt og fortsætter: - Jeg tror bare, at vi har sådan lidt samme smag. Vi opdagede også hurtigt, at vi havde fælles interesser. Silketryk og lædertasker De to kvinder flyttede ind den samme dag. Det var den 1. september 1974. De var blandt nybyggerne i det netop opførte Avedøre Stationsby Syd, hvor familier flyttede ud til store, gode boliger og grønne områder med højt til himlen. For Solveig Tøstesen og Solveig Isbrand blev det starten på et langt naboskab, der netop har rundet 40 år. De lærte hurtigt hinanden at kende, fordi de havde børn på næsten samme alder, der legede sammen. Men de opdagede også, at de delte en passion for det kreative: - Vi har gået til syning og silketryk. Vi har været på højskole. Og vi har undervist i billedvævning og stoftryk sammen, forklarer Solveig Isbrand. Solveig Tøstesen fremviser en serie af lædertasker, som de selv designede, syede og solgte privat for at tjene lidt ekstra, dengang pengene ikke var så store. Vores by Navnesøstrene deler også en interesse for deres bydel ¿ eller ¿byen¿, som de kalder Avedøre Stationsby. - Vi er blevet her i alle årene, fordi det er vores by. Folk er venlige, og alle hilser på hinanden. Hvis noget ikke fungerer, så gør vi noget ved det og giver den en skalle i stedet for at jamre, siger Solveig Isbrand. De mener begge, at det er vigtigt at tage et fælles ansvar. - Vi forholder os til vores omgivelser. Her bor mange forskellige mennesker. Det er farverigt, men kan også give problemer. Når haven ikke bliver ordnet hos en beboer, som har været psykisk syg, så gør vi noget. Opstår der bekymring omkring et barn, så handler vi. Vi siger ikke bare, at det er de andres ansvar, forklarer Solveig Tøstesen. De to kvinder har også lagt årevis af engagement i bebyggelsens kunstforening, ¿Kunsten Stiger¿, hvor Solveig Tøstesen var formand, samt i Miljørådet, hvor Solveig Isbrand i dag er formand. Venner ¿ også i nøden Naboskabet udviklede sig over årene til venskab. Det er blevet til mange fælles fester og grill-aftener hos Solveig eller Solveig - eller hos dem begge med middag serveret i stueetagen og kaffe på første sal. De er der også for hinanden, når det gælder: - Jeg føler en tryghed ved, at Solveig bor ovenpå. Da jeg blev syg en gang, tog Solveig med på hospitalet, siger Solveig Tøstesen. Og Solveig Isbrand: - Vi kan stole på hinanden. Da min blindtarm sprængte, ringede jeg til Solveig. Hun var ikke hjemme, men fra Sorø ringede hun efter en ambulance til mig. Vi ved, at vi hjælper hinanden. Byen for altid Gennem et langt liv og naboskab er de to kvinder også stødt på uenigheder: - Ja, vi er begge temperamentsfulde, siger Solveig Isbrand. - Og ærekære, tilføjer Solveig Tøstesen og fortsætter: - Men vi har altid løst det og bærer ikke nag. Kodeordet har været: Hvordan kommer vi videre?. Videre er de kommet og efter 40 år i Avedøre Stationsby, kan man spørge: Hvor længe bliver de? - Jeg skal bæres ud, kommer det prompte fra Solveig Isbrand, der tilføjer: - Jeg har haft rig mulighed for at flytte, men det kunne jeg ikke drømme om. Jeg hører ikke til hos parcelhusfolket. Solveig Tøstesen formulerer det lidt blødere: - Jeg tror også, at jeg bliver til det sidste, men vi ved det jo ikke.