Nu sker der noget på Hvidborg
Hvidborg ombygges og renoveres for 20 mio. kr. og skal fremover have 33 pladser
Helt konkret betyder det, at Hvidborg ombygges og renoveres og fremover får 33 pladser. Kommunalbestyrelsen godkendte på sit morgenmøde forrige uge en helhedsplan for LIVSVÆRKs døgninstitution Hvidborg. Beslutningen er kulminationen på et længerevarende forløb, hvor Landsforeningen LIVSVÆRK og Hvidovre Kommune har kørt parløb for at finde en fælles model for, hvordan Hvidborgs slidte lokaler kan blive sat i stand, gjort klar til fremtiden og samtidig få omdefineret og udvidet institutionens tilbud til udsatte børn, unge og deres familier. - Samarbejdet er et vigtigt eksempel på de muligheder og faglige perspektiver et fælles projekt mellem offentlig og private aktører giver, hedder det i en fælles pressemeddelelse... God aftale - Den beslutning, vi nu har truffet, vil forhåbentlig komme rigtig mange børn og unge - både i og uden for Hvidovre - til gode. Hvidborg har længe trængt til at blive moderniseret og jeg er rigtig glad for den aftale, vi har indgået med LIVSVÆRK. Aftalen betyder, at vi lokalt kan tilbyde hjælp til flere af vore udsatte børn og unge her i byen, men også med mulighed for at flere af vore børn kan modtage intensiv hjælp, mens de bor hjemme hos deres forældre, siger borgmester Helle Adelborg (A)... Hvidovre Kommune har med beslutningen forpligtet sig på et samarbejde med Landsforeningen LIVSVÆRK om Hvidborg, der ikke kan opsiges, de næste 15 år. LIVSVÆRK har omvendt sagt ja til at finansiere broderparten af den store renoveringsopgave, der foreligger. Den samlede renovering og udvikling af området er anslået til 20 mio. kr., heraf bidrager Hvidovre Kommune med 4,5 mio. kr., der i forvejen var afsat til at sætte Hvidborgs tage i stand. - Vi ved, hvor vigtigt det er, at de udsatte børn, unge og familier, som har brug for at bo hjemmefra en periode af deres liv, sikres de mest trygge og professionelle rammer at udvikle sig i. Derfor har vi lagt stor vægt på at sikre rum for leg, kreativitet, skolemæssige og sociale aktiviteter. Samtidig er der masser af plads og mulighed for at kunne være sig selv i mere rolige omgivelser, siger generalsekretær Ebbe Wendt Lorenzen, Landsforeningen... Det nye Hvidborg Tilbud til 33 børn, unge og deres familier. Får tre nye afdelinger: Kilden, Børnehuset og Børns Hjem. To af tilbuddene, Kilden og Børns Hjem, er døgntilbud, det ene med intern skole. Det tredje tilbud, Børnehuset, er et forebyggende tilbud til børn, med alvorlige trivselsproblemer. Børnehuset er et alternativ til en anbringelse.oas