Undgå oversvømmelser i sommerferien
REGNSKYL: Få styr på vandet, inden du tager på ferie. Bare ét voldsomt regnskyl kan medfører skader på dit hus, advarer Bolius. Men heldigvis kan skaderne forebygges.
En af de vigtigste ting at få styr på, før du tager på ferie, er vand, for vand er husets værste fjende. Det er ofte om sommeren, der er skybrud, og det kan føre til store skader i løbet af meget kort tid.
- Bare ét voldsomt regnskyl kan give vand i kælderen. Hvis nedløbsbrønden er stoppet, kan der stå vand op ad soklen, og hvis der revner i den, kan vandet trække ind og bl.a. give skimmelsvamp, forklarer fagekspert i Bolius, Tine Rensch Sode.
Derfor opfordrer hun til både at tjekke, at der ikke ligger skidt og snavs i tagrenden og i nedløbsbrønden. Hvis der gør, skal det fjernes.
Hvis tagrenderne eller nedløbsbrøndene er fyldte med snavs, kan vandet ikke løbe ud i kloakken eller i faskinen, og så løber det ned ad huset eller står op af brønden og oversvømmer din grund.
Tjek, at vandet løber ned i brønden
Et hus har typisk 2 nedløbsbrønde, der sidder på hver sin side af huset, ofte i hjørnet under eller lige ved siden af nedløbsrøret fra tagrenden. Tag dækslet af brønden og fjern evt. skidt i den med en lille haveskovl eller en brøndrenserskovl, hvis der er for dybt.
Tjek, om vandet kan løbe ud ved at lade en anden hælde en spand vand ned i tagrenden i den modsatte ende af, hvor nedløbsrøret sidder – hvis det frit løber ned i og ud af tagbrønden er alt, som det skal være, forklarer Tine Rensch Sode.
Læs mere om, hvordan du gør hus og have klar til sommerferien her.
pm