Fortsæt til indhold

Tyve-par dømt for omfattende tyverier

Organiserede indbrud i virksomheder og private hjem stod på parrets cv

Arkiv
Arkiv

Retten i Kolding har afsagt dom over et par på henholdsvis 20 og 25 år fra Vejle-området. De blev blandt andet dømt for en stribe indbrud i Fredericia. Det oplyser Sydøstjyllands Politi en pressemeddelelse.
Sagens afgørelse er et skridt på vejen i en indsats og efterforskning, som er rettet mod opklaring af indbrud, men også mod aftagere af tyvekoster. De to dømte blev den 21. maj anholdt sammen med yderligere fem mænd fra Vejle–Horsensområdet og sigtet for adskillige tilfælde af indbrud og hæleri. De to, der nu er blevet dømt, blev dengang varetægtsfængslet, mens de sidste tre blev løsladt dagen efter.

Mindst 700.000 kroner

Der er i sagen rejst tiltale i 44 forhold om indbrud, tyveri, butikstyveri og hæleri samt i et mindre omfang af salg af narkotika. Forholdene er begået i perioden fra januar i år til anholdelsen den 21. maj i blandt andet Vejle, Horsens, Børkop, Tørring, Egtved, Hedensted og Fredericia.
De dømte blev kendt skyldige i alle forhold og idømt straffe på henholdsvis to år til manden og halvandet år til kvinden. De to dømte ankede ikke dommen, og skal forblive varetægtsfængslet, indtil dommen skal afsones.
Den samlede værdi af tyvekosterne vurderes til at ligge over 700.000 kroner Hertil kommer nogle forhold, hvor værdien af det stjålne endnu ikke er fastlagt. I forbindelse med sagens opklaring blev der fundet en række tyvekoster, blandt andet designermøbler og lamper. En række af disse fundne genstande er nu leverede tilbage til de rette ejere.
I kølvandet på dagens domme, vil der fortsat blive efterforsket mod aftagere af tyvekoster og Sydøstjyllands Politi forventer at rejse yderligere tiltaler i tilknytning til sagen hen over sensommeren og efteråret.