Fortsæt til indhold

Ny kontrakt på affald

Harm Mammen & Sønner skal fortsat stå for afhentning af affald. Fire danske virksomheder bød på opgaven

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Harm Mammen & Sønner A/S løb med opgaven at tømme affalds- og genbrugsbeholdere frem til september 2020. Det står klart efter, at Arwos har afsluttet sit EU-udbud af opgaven.
Arwos har i udbuddet sat store krav til en fremtidig støjreduktion fra skraldebilerne. Det er nemlig en klassisk gene i tætte bebyggelser, når affaldsbeholderne skal tømmes. Men det er også godt nyt for skraldemændene, som udsættes for færre støjgener.

Fire om budet

Der var fire renovatører, som havde budt ind på opgaven. Alle var danske selskaber.
Aftalen beløber sig årligt til 15,2 mio. kroner, mod 16,6 mio i den gamle aftale. Besparelsen dækker dog nogle udgifter, som Arwos forventer i kølvandet på den nye aftale, som giver flerudgifter til renovationssystemet RenoTrack i lastbilerne. Systemet bruger skraldemændene til at give tilbagemelding til Arwos om problemer forbundet med tømning af skraldespanden, fejlsortering i genbrugsbeholderen og lignende.

Mange skal udskiftes

Derudover er beholder-parken rundt i kommunen fra 2007, hvilket betyder at rigtig mange skal udskiftes snart. Summen er, at de to aftaler reelt koster det samme. Prisen er dog 800.000 kroner billigere end det nærmeste bud.