Scleroseforening siger tusind tak
De kunne næsten ikke tro deres egne øjne, da de torsdag eftermiddag sprættede indsamlingsbøtterne op.
Den ene 1.000 kr. seddel efter den anden kom til syne til fordel for scleroseforeningens indsamlingskampagne “Kys Sclerose Farvel.”
“Vi har ikke oplevet noget lignende før i forbindelse med scleroseforeningens indsamlinger,” siger koordinator Dorte Flyvbjerg Reis, der fortæller, at alene i én af bøtterne fandt man ikke bare én, men fem tusindkronesedler.
“Det er dejligt, at borgerne igen i år på denne måde støtter op om lokalforeningens indsamling,” siger Dorte Flyvbjerg Reis.
Scleroseforeningens resultat lød på 83.000 kr. for Esbjerg by og kommune tilsammen, og dermed lykkedes det at slå alle rekorder fra tidligere år. Hele 83.000 kr. blev resultatet i Esbjerg kommune, mens sidste års resultat lå på 57.000 kr.
Kys Sclerose Farvel er navnet på den landsdækkende kampagne, som sætter fokus på sygdommen og samler penge ind til forskning.